[b]På jagt efter nyt Marvel-guld i den yderste galakse[/b]

Marvel er begyndt at grave dybt i fjerne egne og galakser efter superhelte, der kan holde jollen flydende, imens der ventes på flere film fra guldkalven, “The Avengers”. Til at fordrive ventetiden kommer nu “Guardians of the Galaxy”. En art fjogede fætre til hævnerholdet, der i stedet for Iron Man og Hulk har dusørjægeren Star-Lord, som han kalder sig, og hende den blå fra “Avatar” – nu grøn. I stedet for Thor og Captain America har vi her en vaskebjørn med en stor [i]gun[/i] og et slags trævæsen samt en ret vred, stærk fyr. Et broget hold i en broget film.

“Guardians of the Galaxy” er selv klar over, at den er den mærkelige, fjerne slægtning til A-holdet. Den spiller på det. Den er en superheltefilm samtidig med, at den er en ironisk kommentar til genren og “Star Wars”-universet, som bliver voldsomt [i]spoof[/i]iceret komplet med en wannabe Darth Vader samt sort dødsstjerne, der mest minder om de der snoede kringler fra Karen Volf. Bare større. Det er i grinene og ironien, at galaksens vogtere har sine fortrin, men også der præcisionen ikke altid er så skarp, at et [i]’tø'[/i] nødvendigvis efterfølges af et [i]’hø'[/i].

Bradley Coopers animerede vaskebjørn med mindreværd og på-hitsomhed klarer sig bedst i den komiske linedans. Evigt pludrende og med en potent stødpistol giver en kombination, som Cooper charmerende joker hjem. Den øvrige humor fokuseres på at tage pusten fra eventuelle højtideligheder. Vores vrede stærkmand tager eksempelvis alt bogstaveligt. For ham er finger, der strejfer hals, ikke det internationale tegn for at nakke en. Det er finger, der strejfer hals. Pinlig, akavet tavshed. På samme vis er Vin Diesels godmodige trævæsen kun (måske klogeligt) udstyret med en replik: [i]”Jeg er Groot”[/i]. Det er hans svar til alt, hvilket igen bruges til at punktere en potentiel truende alvor i en scene.

For det er humoren, der primært er i retrolækkert fokus, hvor Star-Lords kassettebånd med et [i]groovy[/i] mixtape fra 70’erne pakker den ind. Forventelig CGI-rumaction er der også – sådan en Karen Volf-dødsstjerne skal jo ikke svæve rundt og se lækker ud for ingenting. Plottet er til gengæld kun til for én ting: som en undskyldning for det andet. En klassisk MacGuffin-sølvkugle, der kan ødelægge universet og mere til, jagtes af groft sagt hele galaksen. Det er i den jagt, der bindes en tynd bro til “The Avengers”-universet, da Benicio Del Toros mystiske samler, The Collector, også vil have en sølvkugle til hylden.

Vogternes største problem er, at de er fanget i en film, som ikke vil stå ved sig selv, når det kommer til stykket. Den vil ikke gå [i]all[/i] spoof, så fjollet er den trods alt ikke. Men hver gang, der er antræk til at gøre vores wannabe Darth Vader, Ronan, ond på den seriøst lede facon, så minder Vin Diesel os alle sammen om, at han er Groot. Da jeg havde affundet mig med, at jeg så skulle grine over, at han er Groot, så skiftede stemningen hurtigt til død, ødelæggelse og kræftsyge mødre. Men dén stemning er svær at tage helt ind, når en kæk vaskebjørns-[i]oneliner[/i] venter lige rundt om hjørnet.