[b]En guddommeligt markant suppe[/b]

I begyndelsen skabte Søren Malling en suppe. Kogt på gas med kun tre ingredienser: Oksekødsbouillon, snaps og hele løg med skræl. Den smager markant og af meget. Kraftfuld, men ikke god. Det samme kan jeg sige om Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Jens Blendstrups selvbiografiske “Gud taler ud”. Den efterlader sig en markant smag kogt på tre ingredienser: Døden, digte og pikspilleri.

Og selv om det er Jens Blendstrup, der lægger navn til yngste søn og voice-over-stemme igennem de litterære 10 kapitler i filmatiseringen af en fortælling om en familie bestående af guddommelig far, mor og tre [i]fucked up[/i] sønner, så er “Gud taler ud” en entydig Henrik Ruben Genz-film. Han har længe været markant inspireret af amerikansk indie af den slags, som har været [i]quirky[/i] og [i]smart[/i] populært de sidste 20 år. “Frygtelig lykkelig” lugtede godt af Coen-brødrenes brug af karikeret noir. Denne gang låner Genz fra en endnu mere [i]quirky[/i]-skæv, nemlig Wes Anderson.

Se bare på suppe-scenen, der åbner. Det hele sker systematisk og bevidst med for mange detaljer. Gas-tønden rulles frem, løg plumpes i, snaps hældes og 1980’ernes Maggi-bouillon pakkes sirligt ud terning for terning. Søren Malling spiller den skørt hårde patriark, som uforklarligt kaldes Gud af sønnerne. Han har martret dem med sine manier – præcis som Gene Hackman i “The Royal Tenenbaums” fra 2001, dengang den her slags [i]smart[/i] stadig var på mode. Og også her skal fortiden gøres op – den gamle digter skal snart dø af kræft.

Det hele er sat i en retro 80’er-ramme i Århus-forstaden Risskov, hvor frygten hersker. Frygten for atom-pest fra Tjernobyl. Frygten for at dø. Af kræft. Eller af AIDS, som Jens gruer for, efter mødommen bliver taget ved at uheld af luderen Josefine, der skyldte farmand Uffe en tjeneste – men det var den mellemste, Thomas på 18 år, der skulle have haft ‘gaven’. I stedet spiller han pik på tid på værelset med agorafobisk angst for at gå udenfor. Den ældste, Mikkel, er konverteret til frikirke, hvilket guden Uffe ikke tror på. Han tror kun på at skrive digte og rigeligt med grøntsager i form af den lokale Ceres på flaske.

[i]”Det er noget forpulet lort,”[/i] dømmer Jens et af far Uffes digte, som han læser op for sin sekteriske terapigruppe, hvor han kurerer psykisk sygdom med litteratur og en pilsner. Jeg er delvist enig. Dele af “Gud taler ud” er noget forpulet, [i]quirky[/i] lort, der er mindst 10 år for umoderne og uden den følsomme inderlighed, som Wes Anderson havde i sin bedste periode i 00’erne. Men der er også enkelte øjeblikke, hele scener af ren perfektion. Som til Mikkels frikirke-bryllup hos Livets Sti, hvor den fede kvinde over for Uffe æder dobbeltportion citronfromage med mellemrum imellem fortænderne og en overstemme på salmerne, der står perfekt til den alkoholfrie citronvand og hindbærbrus på det feststemte bryllupsbord. De alt for meget detaljer og Mallings uønskede tale er Genz, når bedst.