[b]Gæstfrihed kan være en utaknemlig dyd[/b]

Når Dan Stevens stirrer tomt ud i luften med sine isblå øjne, er der ingen tvivl. Der er noget, der ikke stemmer. Der ligger et eller andet uhyggeligt og ulmer bag hans velopdragne [i]’all american boy next door'[/i]-facade. Det kan godt være, han kan charmere sine godtroende værter med al sin [i]”Yes, sir”[/i] og [i]”Thank you, ma’am”[/i]. Men den er god med ham. Det kan kun gå galt. Lad bare nedtællingen begynde – gæsten skal nok gå bersærk.

“The Guest” er en lang, tålmodig nedtælling. Den bygger langsomt op til den store, blodige kulmination, hvor den stakkels værtsfamilie må sande, at det var en rigtig dårlig idé at invitere den uindbudte gæst indenfor. Han virkede ellers som en hæderlig gut. Netop hjemvendt fra Irak-krigen, hvor familiens søn døde ved hans side. Som den gode soldaterkammerat, han angiveligt er, ser han det som sin pligt at sørge for, at den efterladte familie kommer sig bedst muligt over tabet.

Det lyder mørkt, men “The Guest” er først og fremmest sjov. Som en latterlig action-thriller, der udmærket ved, at den er langt ude. Stevens hjælper og beskytter sin nye familie som en sociopatisk skytsengel helt uden sans for proportioner. Når familiens lillebror får et par på hovedet af bøllerne i skolen, lyder det fantastiske selvtægtsråd: [i]”Er de større end dig? Tag en kniv med i skole. Tager de kniven fra dig? Brænd deres hus ned, mens deres familie ligger og sover.”[/i] Alt sammen leveret i en mild tone med et faderligt smil og et klap på skulderen. Uden så meget som antydningen af ironi i stemmen. Det er sjovt, netop fordi det er så tørt.

Der er en selvbevidst skamløshed over den måde, hvorpå det hele bare er for meget. Det er ikke nok, at det ender i et blodspruttende voldsorgie. Selvfølgelig arter det sig også således, at vi ender til et [i]high school prom[/i] – med Halloween-tema. Så kan de afsluttende begivenheder belejligt udspille sig blandt forræderiske spejlkabinetter, ustyrlige røgmaskiner og hvad der ellers hører sig til. Samtidig kan instruktør Adam Wingard og manuskriptforfatter Simon Barret kippe med kasketten til “Halloween”-instruktøren John Carpenter, hvis 80’er-horrorfilm er en af duoens erklærede inspirationskilder. Makkerparret har tidligere ramt de danske biografer med home-invasion-gyseren “You’re Next” i 2013. Den fik ikke ligefrem en varm modtagelse af det danske anmelderkorps. De to genrenørder har heldigvis bedre styr på virkemidlerne i denne ombæring. Wingard junglerer med klichéer, men han griber dem sikkert. Jeg vil nødigt afsløre for meget, men hold øje med det lille twist i det absolut sidste billede – det er lige så underholdende, som det er dumt og klassisk.

Det er desværre ikke alle elementer, der falder helt på plads. Da der endelig gives en forklaring på Stevens’ ustabile karakter, er den så mærkværdig og utilstrækkeligt underbygget, at den er svær at købe. Det skal man måske heller ikke. Måske er det bare en opfordring til at skide på logikken og nyde turen. Men det efterlader altså et stort fedt spørgsmålstegn ved den centrale præmis. Det er ærgerligt – for man kan jo sagtens have det sjovt uden at være sløset.