[b]Kærlighedsromaner galore![/b]

Skamfulde fornøjelser. Der er i virkeligheden ikke en eneste skamfuld fornøjelse (eller [i]Guilty Pleasure[/i]) til stede i dokumentarfilmen af samme navn, som i denne uge har premiere i Københavns Cinematek. I stedet møder man tre kvinder, der alle sluger den ene Harlequin-roman efter den anden – uden den mindste skam.

De fleste beskriver Harlequin-bøger med nedladende fraser såsom triviallitteratur, kvinderoman og lavpandet eskapisme. I hvert fald over for andre. Men sandheden er, at der hver fjerde sekund sælges en roman fra forlaget Mills & Boon et eller andet sted i verden. Romantiske kioskbaskere, der [i]altid[/i] ender lykkeligt med en hed omfavnelse og et sagte [i]”jeg elsker dig”[/i] fra helten til heltinden, imens solen går ned over horisonten.

Tokyo-husmoderen Hiroko sværmer for flotte mænd ala David Beckman og Brad Pitt-kloner med et stille sind som Beatles’ George Harrison, der også mestrer ballroomdansens quick step. Et ideal, hun har hentet fra de mange Harlequin-romaner, hun gerne læser på farten i undergrundsbanen. Shirley i Nordengland snupper gerne en Harlequin til godnatlæsning, mens ægtemanden Phil mere er til hårdkogte krimier fra virkelighedens verden. I Indien prøver den separerede Shumita ihærdigt at vinde den store kærlighed tilbage – våbnet er farvestrålende og stormønstrede bh’er, der gerne skulle kunne bekæmpe hans hang til yngre modeller og hurtige Porche-biler. Eks’en, en rigtig drengerøv med midtvejskrise, klandrer Shumita for hendes, ifølge ham, sygelige afhængighed af Harlequin-romancer. Alle tre kvinder nyder at svælge hen i de lyserøde sider, mens livets barske realiteter og trivialiteter går deres vante gang omkring dem.

Tonen i den debuterende, engelske instruktør Julie Moggans dokumentarfilm er let og luftig, og der er på intet tidspunkt langt til grinet på de knap halvanden time, filmen varer. Men det er aldrig et hånligt grin, der forlader ens læber. Snarere er de tre Harlequin-læsere, den midaldrende forfatter bag og den solbrune forsidemodel alle fremstillet med en varme og forståelse, der inviterer én ind i universet snarere end placerer en som en distanceret betragter af det udefra.

Hovedtanken synes at have været at stille de uopnåelige fantasier, som romanerne gang på gang liner op, over for livets barske realiteter. Kontraster virker jo altid. Hiroko skal således trækkes med en dødbider af en ægtemand, der ingenlunde hverken danser som en drøm eller ligner Brad Pitt. Indiske Shumita både farver hår og får ansigtsbehandling, men lige lidt hjælper det tilsyneladende på eks’en. Og Shirleys Phil, der måske på overfladen synes okay romantisk, viser sig at være offer for en maniodepressiv lidelse. Det virkelige liv er på ingen måde som dét, romanerne præsenterer. Største kilde til underholdning er dog uden sammenligning Miami-modellen Stephen Muzzonigro, der har prydet op mod 200 Harlequin-omslag. Det solbrune, spændstige mandeideal er nemlig langt fra perfektionens sfære. Modelvirksomheden er både hårdt og ensomt arbejde, hvor Stephen tilbringer det meste af dagen med at tælle endeløse kalorier, svede i træningscentret og gå alene i byen. Det hele med et tandpastasmil på læben!