[b]Genopsætning af en opdatering[/b]

Hvis du er en af dem, der har det svært med fx George Lucas’ opdateringer af “Star Wars” eller Spielbergs opdatering af “Nærkontakt af tredje grad” skal du måske lige tænke dig om en ekstra gang, inden turen går ind til repremieren på Charlie Chaplins “Guldfeber” fra 1925. Det er nemlig ikke den originale version, der er på plakaten. I stedet er det Chaplins opdatering fra 1942, som er kortere og uden mellemtekster til fordel for Chaplins egen fortællerstemme. Selv i den redigerede version er “Guldfeber” dog igen en god film.

“Guldfeber” fra 1925 var den af Chaplins film, han helst ville huskes for. Næsten hundrede år efter den for første gang så biografens lys, vil de fleste nok mene, at Chaplin stadig huskes for “Guldfeber” – men også for “Byens lys”, “Moderne tider” og “Diktatoren” kan alle spille med om titlen som Chaplins bedste. “Guldfeber” er for mig godt fremme i det ræs. For det er her, at Chaplin lykkedes mest og bedst med balancen mellem komik og drama.

Med Chaplin får man jo ofte to sider at se: den sjove og den sentimentale. Og komik på stumme film lig med [i]slapstick[/i] eller falde-på-halen. Som når Chaplins vagabond febrilsk forsøger at undgå at være på modtagerenden af Black Larsens riffel. Problemet er, at Big Jim McKay også har godt fat i riflen, så de to store mænd brydes heftigt om at bestemme, hvem der skal skydes. Chaplin gemmer sig under et bord, bag den ene mand, så den anden mand, men ligegyldigt hvor han hopper hen, ender riflen med at pege direkte på ham. Ideen er simpel, men det er eksekveret elegant, næsten som en dans. At det så ovenikøbet er to enorme, skæggede mænd, der ‘danser’, gør det bare endnu sjovere.

På den anden side er det sentimentale – i dette tilfælde en romantisk historie om vagabonden og hans udkårne, Georgia. Igen er det simpelt, det Chaplin gør, men han har styr på det vigtigste – troværdigheden. Jeg kan mærke, at hans vagabond er håbløst forelsket i Georgia. Når hun siger ja til spise nytårsmiddag med ham og ikke dukker op, så er jeg lige så knust som Chaplin. Heldigvis skal man ikke være knust alt for længe. I stedet drømmer vagabonden sig til Georgias selskab og her fremfører han den berømte skodans med to stykker brød og en gaffel i hver. Det er dét, Chaplin kan – ramme det sørgelige for derefter at male det tykkeste grin med de små, tavse bevægelser.

Det er stadig – eller måske rettere mere og mere for hvert år, der går – imponerede at se, hvad Chaplin kunne udrette. Det ser helt ægte ud, når han ufortrødent løber lige imod snestormen for bare at blive skubbet bagud i en lige linje. Eller når guldgraverhytten balancerer på en klippespids og rokker fra side til side. Et skridt for meget til højre og hytten styrter ned og Chaplin med. Det er “Fast & Furious”-spænding for sådan cirka 100 år siden.