[b]Da Sean Penn blev [i]Taken[/i][/b]

Svaret er “The Gunman”. Spørgsmålet til svaret er, hvad får man, når et af de mest agtede medlemmer af [i]Liberal Hollywood[/i], Sean Penn, der helst spiller med i godhjertede sager som homorettighedsfilmen “Milk”, sættes sammen med instruktøren af selvtægts-skyd-først-filmen “Taken”? To film i en, kunne svaret også have været. Rammen fortæller politisk korrekt, om hvordan det moralsk fordærvede Vesten fortsat ødelægger Afrika i jagten på profit. Indmaden derimod handler om en mand med en [i]gun[/i]. Den kan han godt lide at bruge på onde, onde [i]bad guys[/i].

Den første halve time er Sean Penns type film. I det postkoloniale Congo er han Vestens hykleri inkarneret i den private sikkerhedssoldat Jim Terrier. På den ene side hjælper han velmenende NGO’er med at få det borgerkrigs-fucked-up-land på fode igen, imens han på den anden side er med til at snigmyrde Congos mineminister, da han ikke vil, som Vestens multinationale slyngelselskaber vil. Det er et herligt mudret setup, der lægger sig i forlængelse af den vestlige skyldstradition i film som “Blood Diamond” og “The Constant Gardener”. Vestens hvide har ødelagt Afrika, nu må de gøre det godt igen.

Men så en morgen siger den kønne NGO-kærlighed Annie de foruroligende ord: [i]”Vi ses senere, Jim.”[/i] Klip. Der går otte år, før Jim ser Annie igen. Sådan er det, når manden, der styrer begivenhederne, hedder Pierre Morel. Fra Morels “Taken” ved vi, at [i]’Vi ses senere,'[/i] i virkeligheden betyder: [i]’Nu kommer der nogle slemme drenge imellem os, og kun dine ensomme-ulv-dræber-instinkter kan føre os sammen igen'[/i]. Ganske rigtigt. I de sidste 90 minutter er det afrikanske setup lige så ligegyldigt for “The Gunman”, som Afrika normalt er det for Vesten. Nogen med maskingevær fra dengang vil have fat i Jim, der nu må Europa rundt for at finde Annie og nedslagte dem, der står bag.

Det er, som om to helt forskellige film og verdener er blevet tapet sammen med næsten samme grad af vold, som Jim nu tæver sig igennem upersonlige standardskurke med pistoler, knive og de bare næver. Faktisk er Jim lidt for god til at tæve skurke, så manuskriptet får givet ham en hjernesygdom, der gør, at han bliver svimmel på de mest ubelejlige tidspunkter. Primært når han fanger en hovedskurk en time for tidligt. Så svimler det, så skurken kan undslippe. Hvor uheldigt.

Lige så uheldigt er det, at Javier Bardem med ring i øret spiller sin skurk af en slags, som han gjorde det i “Skyfall”. Med armbevægelser og for meget snak. Det passede til det overdrevne og flamboyante James Bond-univers, men til den mere rå “Taken”-stil er det mindst en ørering for meget. Modsat er der ikke meget power i Jasmine Trincas trofækvinde, Annie, hvis eneste rolle er at blive truet eller reddet af en machomand. [i]”Der er ikke noget, du skal bekymre dig om,”[/i] siger Jim cirka til Annie, da skurkene åbner ild, men ligesom med [i]’Vi ses senere,'[/i] så ved Annie sikkert godt, at det er ikke helt sandt.