Fantasy for alleVanen tro gæstes biograferne efterhånden af en eventyrfilm ved juletid, og efter “Ringenes herre”-filmserien gik sin gang, fortsættelsen til “Narnia” stadig lader vente på sig og den næste “Harry Potter”-film er under forberedelse, så er det i år blevet tid til filmatiseringen af første bind i forfatteren Phillip Pullmans roste fantasy-trilogi “His Dark Materials”. “Det gyldne kompas” er fantasifuld eventyrfortælling rettet mod et lidt yngre publikum, men alt i alt er magien intakt, og både store og små vil nok kunne glæde sig over denne introduktion til Pullmans anderledes fiktionsunivers.

I en verden ikke ulig vores fortid eksisterer der både talende isbjørne og flyvende hekse, og hvert menneske er forbundet til en såkaldt daimon, der fungerer som denne persons sjælelink, manifesteret i dyreform. Den forældreløse pige Lyra overrækkes et magisk kompas, som kan fortælle sandheden, men kun få forstår at læse det. Hendes onkel, Lord Asriel, er netop taget på en ekspedition for at afdække det tabubelagte fænomen ‘støv’, som det forstokkede men magtfulde Magistrat ikke ønsker nærmere belyst, da opdagelsen af et stof, der kan bygge bro til andre verdener og eksistensplaner, truer med at omvælte den eksisterende magtbalance. Efter at flere børn på mystisk vis er forsvundet i byen, overtales Lyra til at tage med den karismatiske Marisa Coulter på en oplevelsesrig rejse, men Coulter har en skjult dagsorden. Lyras eventyrlige færd bringer hende både i selskab med heksen Serafina Pekkala, den udstødte panserbjørn Iorek Byrnison og luftskipperen Lee Scoresby, i takt med at hun følger det magiske kompas, der leder langt op mod det kolde nord og en fordækt plan, som er ved at udruges.

Den amerikanske instruktør Chris Weitz, der ellers primært har bevæget sig indenfor komediegenren med “American Pie” og “About a Boy”, træder nu på mere seriøs og episk grund med “Det gyldne kompas”. Man husker skepticismen, der omgav nyheden om, at Peter Jackson skulle instruere “Ringenes herre” i sin tid, men ligesom han gjorde de kritiske røster til skamme, så løfter Weitz opgaven på fornemt vis. “Det gyldne kompas” er en stramt komponeret eventyrfærd, der både giver plads til det storladne, de nære følelser, imponerende visuelle sider og en snært af humor.

Ganske vist er det en kende uretfærdigt at sammenligne med “Ringenes herre”-filmenes episke højder, men trods intentionerne hos “Det gyldne kompas”, kan man ikke undgå at få følelsen af en fantasy-film, der er nedtonet en smule, måske pga. en lidt yngre målgruppe. Historien, der centrerer sig omkring den lille pige Lyra har i hvert fald en tendens til at være lidt for poleret en gang imellem, og trækker ikke vejret ud af én, som Peter Jacksons trilogi formåede at gøre.

De eventyrlige eskapader bæres alligevel solidt oppe af en stjerneparade af veloplagte skuespillere, hvor navnlig Nicole Kidman som den isnende indsmigrende, men dødsensfarlige Miss Coulter leverer en frydefuld opvisning i kynisk, kontrolleret ondskab. Debutanten Dakota Blue Richards, som spiller hovedrollen Lyra, gør det godt, hvilket navnligt skyldes hendes troværdige samspil med den tilknyttede daimon, Pantalaimon (med stemme af Freddie Highmore). Man kunne dog indimellem godt savne en mere erfaren skuespiller til at være publikums identifikationscentrum, da hendes repliklevering til tider virker en anelse stiv.

Efter sigende skulle Pullmans forlæg have en antireligiøs undertone, der manifesterer sig i de efterfølgende bøger i et direkte opgør med Gud, men dette tematiske vågenummer har man mere eller mindre udeladt i filmatiseringen. I stedet er konstellationen begrænset til en kamp mellem det autoritære regime og de frihedshungrende og oplysnings-begærlige masser, hvilket mere end et par gange vækker minder om “Star Wars”-universet.