[b]Gibson går i krig. Igen[/b]

Hvis man nu ikke vidste bedre, kunne man måske være tilbøjelig til at tro, der fandtes to Mel Gibson’er. Ham skuespilleren, den kække, langhårede charmør, der lagde firserne for sine cowboystøvler. Og så den onde navnebror, instruktøren, den rugende, bistre statistbøddel bag “Passion of the Christ” og nu “Hacksaw Ridge”. Når Gibson hopper bag kameraet tager en vis person ved ham- Han ville nok selv sige Gud, men han laver disse massive, blodige og langt hen ad vejen dybt nihilistiske film. Og lad os bare slå fast, at alderen ikke har fået ham til at skrue ned for hverken knuste kroppe eller svulstig krigsretorik.

Når han selv er med – i “Braveheart” og “The Patriot” – får man lige et par af de gamle gavtyvesmil og en vits her og der, inden den uundgåelige krig kommer. Når han nøjes med at instruere, er det, som om han tænker: ‘Frikvarteret er slut, nu skal i fanme få!’. Man får næsten ondt af Andrew Garfield. I rollen som Desmond Doss, den første erklærede pacifist, der modtog Medal of Honor, spurter han forpustet rundt det meste af tiden i noget, der ligner en optagelse til Jægerkorpset. Han skal igennem alle nuancer af granatchok og alle nuancer af brunt mudder i ansigtet med intet andet end sit fadervor.

Måske Gibson vil straffe sin hær af skuespillere for aldrig selv at have rodet rundt i mudderet i den uhyggelige Stillehavskrig. Der er i hvert fald en fuldstændig klar intention om at gøre den rigtige Doss til en helt. Eller en kendt helt. Glorificeringen er uden tvivl fortjent, men det betyder også, at Garfield næsten kun får gudsfrygtige bibelcitater at arbejde med. Doss er et paradoks, han kræver at blive soldat, men nægter at affyre våben. Men hans forklaring er bundsimpel og let at skære en patriotisk hymne over. Lille Desmond slår sin bror med en sten og kigger op på familiens plakat med de ti bud. ‘Du må ikke slå ihjel’, men hvad så når man er i krig med Satan? Hvad så, Gud?

Ret heldigt, de fucking japsere ikke beder til den samme Gud, hvem ville så vinde? Lodtrækning? Sten-saks-papir med Jesus? Det skal ikke være en hindring, at man ikke forstår ‘The ways of the lord’, men alt for mange karakterer ‘holder taler’ om ham og gør det på den samme måde. Man bliver lidt træt af variationerne over ‘For Gud, præsident og fædreland’. Doss og omgivelserne ender som unuancerede typer: hans krigsveteran-far er en fordrukken satan, hans kæreste Dorothy, den inkarnerede (sexede) godhed, Vince Vaughns sergent, en ufrivillig parodi på den bjæffende befalingsmand med uendelige fornærmelser. Det hele er set før. Fra kysset på togstationen over [i]boot camp[/i] til soldaterne, der krammer i det sidste bombekrater.

Så er argumentet måske, at det lige netop er denne her historie, der kræver at blive fortalt. Men ud over, at han er en ekstraordinært heltemodig sygepasser, bliver Doss’ særlighed aldrig til en central del af krigsscenerne. I et inferno af bulder og brag og anmassende orgelmusik flintrer han mest rundt og lapper kroppe sammen i en forlænget version af Docs afsnit af “Kammerater i krig”. Der nærmer “Hacksaw Ridge” sig de to timer, men Gibson moser på i uendelige seancer, mens Garfield messer [i]’Gud lad mig redde en til'[/i]. Den lille bakketop i Japan bliver til Gibsons kirke, hvor han udlægger dagens tekst til højstemt korsang. Jesu Kristi blod flyder i litervis og hans legeme sprænges i stumper. Som så mange andre præster forsøger han at gøre lidelse til en god historie, men det er nok ikke én, man vil huske om 2000 år.