Højt hår og glad i lågetBaseret på et teaterstykke, der i forvejen er baseret på en film, ja, således finder “Hairspray” anno 2007 vej til lærredet endnu en gang. John Waters “Hairspray” havde premiere i 1988, men blev dog kun en moderat succes i forhold til musicalen, der først kom til verden i 2002. Med utallige forestillinger på Broadway og hele otte Tony-priser blev musicalen en kæmpesucces.

Vi befinder os i Baltimore i 1962. Den korpulente Tracy Turnblad tilbringer tiden i skolen med at sove, for hun tænker kun på at komme hjem sammen med veninden Penny og se “The Corny Collins Show” – et danseprogram for teenagere, der sendes i fjernsynet. Showets dansere og sangere er udelukkende hvide unge, og kun en gang om måneden er sorte velkomne og det på den såkaldte ‘Negro Day’, hvor Queen Latifa i skikkelse af Motormouth Maybelle er vært. Da en af de faste dansepiger pludselig skal holde en ni måneder lang pause, ser Tracy chancen for at komme med i sit yndlingsshow. Hendes mor, der selv hører til i den tunge ende af vægtskalaen, er dog stærkt imod, da hun ikke forventer, at en pige som Tracy kan begå sig på nationalt tv. Men gennem sine sorte venner lærer Tracy nye dansetrin, der mod al forventing giver hende pladsen som showets nye dansepige.

“Hairspray” har været et hit i USA, hvor mange sikkert har set filmen for at få et nostalgisk gensyn med en nyklassiker. De flamboyante kostumer er dog nedtonet en del, hvilket gør fortællingen noget mere realistisk. Realisme er dog i det store hele ikke noget, “Hairspray” gør så meget i, men det er jo også en musical – en genre hvor man kan tage sig sine friheder.

Musikalsk har fortællingen fået et løft i kraft af nogle fantastiske sangere, og især hovedrolleindehaveren, Nikki Blonsky, er en væsentligt bedre sangerinde end den originale films Ricki Lake. Musicalen byder ikke rigtig på nogle deciderede hits, men enkelte sange såsom “Goodmorning Baltimore” og “Without Love” er gedigne numre med god komposition. Tracys mor spilles, som i originalen, af en mand – John Travolta er til lejligheden blevet støvet af og stoppet i et [i]fat-suit[/i]. Han danner par med Christopher Walken. I filmens absolutte lavpunkt synger de to en kærlighedsduet og danser stift rundt med hinanden (vi får selvfølgelig ikke et eneste kys).

Det gennemgående tema i fortællingen om Tracy er naturligvis, at alle uanset størrelse og udseende er lige gode mennesker. Det følges så op med et sideløbende tema om ligestilling mellem racerne og indslag om borgerrettigheder fra USA i 60’erne. Kampen for de sorte danseres rettigheder i “Hairspray” er dog så karikeret og blottet for kompleksitet, at det næsten synes latterligt. Filmen er i det store hele så blottet for følelser fra alle sider, at de ellers vigtige og gode temaer forsvinder i ligegyldigheder.