En halv nedturDet er bestemt ikke uden fortilfælde, når amerikanske Ryan Flecks “Half Nelson” med navnebror Gosling i den bærende rolle beskriver det moderne samfund igennem en enestående skolelærers desperate og aparte undervisning af eleverne på en tidstypisk amerikansk high school. Modsat de delvist forfejlede “Dangerous Minds” og “Freedom Writers” – blandt andre – handler nærværende film nu i højere grad om lærerens egen fortvivlede situation, end den handler om elevernes.

Den amerikanske romanforfatter John Irving beskrev i en af sine mageløse fortællinger ‘en halv nelson’ som et ganske særligt brydergreb, hvor modstanderen holdes nede i et fastlåst og ufravigeligt tag. Samme situation befinder eks-forfatteren og nu-læreren Daniel Dunne sig i på det mentale plan i sit fuldtidsjob som underviser på den lokale high school. Her vækker hans bemærkelsesværdige og uortodokse vis opsigt, når han indfører eleverne i amerikansk historie og idræt. Faconen er levende og ilter og står dermed i skærende kontrast til et fritidsliv med en nedadvendt spiral som bærende struktur.

Forventningerne til et liv som forfatter er nemlig sat på hold, og føden kommer på bordet igennem den vitale undervisningsform, der giver den unge enspænder en form for indhold i sit liv. Derfor er nedturen da også en halv en af slagsen og eksekveres primært i privaten, hvor en fortid som misbruger ikke fornægter sig. Den bliver dog først for alvor evident, da et af fortidens spøgelser – eks-junkien og eks-flammen Rachel – uforvarende dukker op efter klassens basketball-kamp mod en rivaliserende skole. Dunne tages af en af eleverne – Drey – med bukserne nede, i færd med at ryge crack, og derved bliver skillevæggen mellem privatliv og arbejde usynliggjort og nedturen total.

Dunne kæmper for med sin ekstravagante stil af bevare sit skolelærerjob og deler – når lysten melder sig – seng med kollegaen Gina. Mest interessant er imidlertid det sjælevenskab, der udvikler sig mellem læreren og eleven, Dunne og Drey. Det forpurres – naturligvis – af deres respektive og fastlåste roller og ikke mindst hans kendskab til hendes families bøllebefængte baggrund. Et langt stykke af vejen er det dog en kamp for venskabets overlevelse, hvor en særlig dialektik går imellem de to rodløse sjæle, der hver især kæmper for et ståsted i tilværelsen. Han vil gerne have et liv med bekræftelse og uden misbrug, hun vil bare gerne have en familie, der holder af og lytter til hende.

Som det ligger i kortene, lægger “Half Nelson” sig fortrinsvis i selen hvad angår skuespilpræstationer. Bedst er nemlig Goslings nuancerede, opofrende og dybt favnende karikatur af den derangerede og forhenværende [i]wanna be[/i]-forfatter, for hvem skolelærergerningen er blevet midlertidig holdeplads, men desværre ramponeres af et af fortidens spøgelser. Også Shareeka Epps er fortræffelig som ensom og kærlighedshungrende skolelev, der ser op til sin lærer, men grundlæggende rummer “Half Nelson” – også hos de perifære aktører – blændende og indlevende spil, der om ikke andet medvirker til dramaets medrivende træk.

Desværre er “Half Nelson” ikke uden mislyde. Således er syningerne i manuskriptets kanter lidt for lette at læse, særligt i filmens første halvleg hvor årsag hele tiden opvejes mod og knyttes sammen med konsekvens. Ligeledes ligger symbolikken tonstungt i billederne, når Drey eksempelvis gennemgående og med uformindsket styrke gnasker løs på slikkepinde, mens Dunnes tilsvarende stikker næsen dybt i diverse medikamenter for at holde sig selv og hverdagen ud. Heller ikke tempoet fungerer upåklageligt, om end intensitet og [i]drive[/i] rejser sig som en hanløve i brunst i filmens anden halvdel.

Trods de dystre udsigter for både Drey og Dunne agerer ironien samlende hele og er altid nærværende. Igennem kontroversielle metoder forsøger Dunne konstant at træde i karakter, redde eleverne (og Drey) fra forsumpen og en vordende karrieres allerførste fejltrin. Men hvordan kan man redde andre, når man ikke engang kan redde sig selv? Dunne vil hele tiden gøre det rigtige, hele tiden vise sig som forbillede, men træder ikke desto mindre altid sig selv over tæerne og træffer de forkerte valg i stedet for at træde i karakter. Her viser “Half Nelson” sig allerstærkest og tilbyder derved en medrivende fortælling med enkelte fejlskud.

Video”Half Nelson” præsenteres i det rimelige, men i irriterende grad håndholdte anamorphic widescreen 1.85:1 format. Det grundlæggende grynede billede rummer kun i mild grad eksempler på edge-enhancement, mens digitale forstyrrelser ikke forekommer i nævneværdig grad, og udtværinger er helt fraværende. Herudover er farvetemperaturen stabil og kontrasten solid. Alt i alt et rimeligt transfer.

AudioPå lydsiden hører de tre engelsksprogede DTS-, Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor til det forholdsvis brede udvalg. Med enkelte undtagelser flyder lyden primært ud fra fronthøjtalerne, hvor dialogen generelt er tydelig. “Half Nelson” er dog på ingen måde en film, der lægger op til en tungere udnyttelse af lydeffekter, og der er da heller ikke eksempler på hverken dette eller lydpanoreringer. Dog er atmosfæren af en upåklagelig standard, om end flere detaljer kunne ønskes.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer ud over trailere for “Breach”, “Spurven – La Vie en Rose”, “Jindabyne”, “SherryBaby”, “The Notorious Betty Page” og “Half Nelson” ikke ekstramateriale.