En vanvittig operaManden med det malede overskæg er ude at spise med en yngre dame. Da tjeneren kommer med regning tager han den og udbryder [i]”Ni dollars! Det er oprørende!”[/i] og giver den så til damen med bemærkningen: [i]”Hvis jeg var dem, ville jeg ikke betale den”[/i]. Sådan er humoren netop i Marx-brødrenes film: Direkte, lynhurtig og helt og aldeles respektløs.

Den førnævnte mand er naturligvis Groucho Marx, der med sine endeløse rækker af spydigheder spidder alt og alle med en præcision og et tempo, som efterlader en stakåndet. Han er vel i dag den mest huskede og beundrede af brødrene, men han flankeres ikke desto mindre til perfektion af den stumme Harpo og den jordnære Chico. Sammen udgør de tre en eksplosiv anarkistisk formel, der går til angreb på alt og alle.

Selve handlingen i filmene er for så vidt ganske underordnet, men ikke desto mindre hører “Halløj i operaen” til blandt de mere konventionelle Marx-film. Filmen centrerer sig omkring de to unge sangere Rosa Castaldi og Ricardo Baroni, der begge er håbefulde, men ikke overvældende succesfulde operasangere. Da en slesk og mere succesrig sanger skaffer Rosa en plads ved den prestigefyldte New York-opera, sætter det gang i en lang kæde af begivenheder, og snart er den unge Baroni samt Chico og Harpo på vej til New York ombord på en luksusliner gemt som blinde passagerer.

Med på skibet er også den opportunistiske Groucho, der som sædvanligt lukrerer på den velhavende, men temmelig naive Margaret Dumont. Hvordan, handlingen endvidere bringer dem alverdens steder på skibet, til New York som hovedtalere ved et stort arrangement samt til den endelige kaotiske kulmination i operaen, skal ikke afsløres her, og det er så for vidt da også ganske ubetydeligt, for filmen er essentielt blot en serie forrygende sketches og stunts holdt sammen af en papirtynd handling.

Brødrenes humor udsprang fra røgfyldte haller i vaudevilleforestillinger, hvor de i mange år havde optrådt og fortsatte med at gøre det over årene. Det gav dem en betydelig fordel, idet de havde mulighed for at afprøve reaktionerne på deres jokes, inden de skulle indspilles, og derved kunne trække på en tidlig form for test-screening og tilpasse materialet til maksimal effekt. Resultatet er nogle ekstremt velsmurte, økonomiske og direkte sekvenser. Samtidigt mærkes indflydelsen fra stumfilmskomikken, idet personerne nærmest må beskrives som karikaturer. Deres typer er så veldefineret, at vi øjeblikkeligt føler, vi kender dem. Den tavse Harpo er grundlæggende en stumfilmsfigur placeret i en talefilm, og det er på mange måder ikke overraskende, at Buster Keaton er en ukrediteret medforfatter til filmens manuskript.

De tre brødre startede oprindeligt hos Paramount, hvor de bl.a. lavede de mere løsslupne “Hotel Kokosnød”, “Det tossede hus” og “Duck Soup – En tosset dikator” med moderat økonomisk succes. Det var først, da de kom til MGM, at de blev en del af mere strømlinede produktioner, hvoraf “Halløj i operaen” var den første. Her stod produceren Irving Thalberg bl.a. for at tilsætte et romantisk sideplot og musiknumre. Disse sikrede den kommercielle succes, men desværre er det også nogle af de aspekter, der stikker i øjnene, når man genser dem i dag. Det er ganske enkelt uhyre vanskeligt at fatte nogen form for interesse for flødebolletenorens romantiske kvaler og alt for let at blive irriteret over nogle af de mere oppustede sange.