[b]En venstreorienteret James Bond[/b]

Et moralsk spørgsmål, der evig og altid dukker op i etiske diskussioner, er, hvorvidt det er i orden at påføre lidelse, hvis blot et større gode kommer ud af det. Om det gode mål helliger det onde middel.

Det kunne meget vel også være omdrejningspunktet for “Hamilton – I nationens interesse”, hvori den hårdføre agent Carl Hamilton via års træning og erfaring er blevet forvandlet til en dræbermaskine med morderiske instinkter, der gør drømmen om en normal tilværelse meget svær at få øje på. Den svenske stat har imidlertid brug for den slags skikkelser, så måske er hans skadede psyke blot et nødvendigt offer i en højere sags tjeneste.

Hamilton-skikkelsen er jo bestemt ingen ukendt herre længere og har for længst optrådt i både film og tv-serie til den store guldmedalje. Som et slags venstreorienteret svar på James Bond er han Sveriges håndlanger, når der skal ryddes op i den store verden, og det skal der – til trods for det lettere pacifistiske svenske omdømme – ganske ofte. Som de tidligere filmatiseringer er også denne baseret på en af Jan Guillous romaner, men man har været nødt til at ændre begivenhederne lidt, eftersom verden er blevet en ganske anden end i 1989, da bogen udkom.

Guillous verdenssyn er dog nogenlunde, som det plejer at være: Amerikanerne er nogle onde, korrupte skurke, og PLO er nogle ædle krigere, der for alt i verden ikke vil blandes ind i terrorisme – det er med andre ord en typisk Hollywood-film blot vendt på hovedet. Handlingen – der omhandler nogle forsvundne missiler – er imidlertid filmens svageste punkt og ender blot i nogle af de sædvanlige situationer: Hamilton kommer op imod nogle amerikanske lejesoldater og lede politikere, men skurkene er imidlertid nogle ekstremt ansigtsløse størrelser. Den farverige “Hamilton” fra 1998 var ganske vist overkarikeret som bare pokker, men man huskede i det mindste tydeligt Mark Hamill i skurkerollen. Banditterne i denne film har man til gengæld glemt, så snart man har forladt biografen.

Det er ligeledes fristende at sammenligne “Hamilton – I nationens interesse” med “Dame, Konge, Es, Spion”, hvori en masse mellemregninger var undladt, således at man konstant var usikker på, hvordan det hele nu også hang sammen. Her udsættes vi til gengæld for en masse temmelig kedelige scener, hvori slipseklædte skurke sidder i læderstole og forklarer plottet for os, således at selv de bageste rækker kan følge med. Hvad der til gengæld fungerer ganske godt er selve beskrivelsen af Hamilton selv, der takket være en tragisk hændelse bliver lidt af en gåde for tilskuerne såvel som hans omgivelser.