Filmz
Han er bare ikke vild med dig

He's Just Not That Into You

Medvirkende:

Drew Barrymore, Jennifer Connelly, Bradley Cooper, Ginnifer Goodwin, Justin Long, Kevin Connolly

Instruktør:

Ken Kwapis

Filmlængde:

129 minutter

Genre:

Komedie

Han er bare ikke vild med dig

[b]Måske mangler han vitaminer?[/b]

At datingverden kan være et temmelig anstrengende bekendtskab er vel efterhånden en pinefuld sandhed, som de fleste før eller siden må se i øjnene. Hele ritualet, komplet med svedige håndflader, nervøs latter og ubekvemme perioder med larmende stilhed, kan hurtigt blive en alt andet end romantisk oplevelse.

[image=33365]

Vi udsætter naturligvis os selv for det i håbet om at finde en man deler kemi og fælles tiltrækning med, men det er ikke altid lige let at gennemskue, hvornår begejstringen er gensidig. Det er kun alt for let, at fejlfortolke den andens reaktion.

Det er ikke mindst et problem for Gigi i skikkelse af Ginnifer Goodwin , der konstant forbliver i en tilstand af udsigtsløs forhåbning, og hænger endeløst ved telefonen længe efter, at fyren for længst havde ringet tilbage, hvis han var interesseret, og generelt skræmmer dem væk med sin overentusiasme. Hun søger råd fra veninderne Beth og Janine spillet af henholdsvis Jennifer Aniston og Jennifer Connelly samt bartenderen Alex spillet af Justin Long. De har dog alle deres egne problemer: Janine har en kæreste, som efter syv år stadig ikke vil giftes, hvorimod Janines mand er begyndt at vise upassende interesse for den spirende sangerinde Anna.

[image=33364]

“Han er bare ikke vild med dig” er baseret på en bestseller af to forfattere, som tidligere har arbejdet på “Sex and the City”, og selve titlen stammer fra en sætning, der blev ytret i den serie. Det lyder som et temmelig vakkelvornt grundlag for en film, men ikke desto mindre fungerer den overraskende godt, og “Han er bare ikke vild med dig” viser sig hurtigt at være et langt bedre værk end den “Sex and the City”-filmatisering, der fyldte biograferne sidste år.

Bogen er mere en serie anekdoter end en egentlig overordnet beretning, og ligeledes er filmen blevet en ensemblefortælling, uden en egentlig hovedperson, om end Gigi og Alex fylder mest, og mest eksplicit henviser til filmens tema om misforståede tegn og dårlig kommunikation. Filmen er da også bedst i dens observationer af nervøse stævnemøder, stagnerende forhold og kønnenes forskelligheder, områder som den behandler komisk, men indimellem også ganske indsigtsfuldt. Den er ofte ganske skånselsløs i sin udlevering af både den kvindelig og mandlig adfærd, og man nikker hurtigt genkendende til adskillelige af personernes tanker og følelser.

[image=33361]

Kort om filmen

Det er historien om en gruppe mennesker i 20’erne og 30’erne, som kender hinanden på kryds og tværs, og som følger hinandens op- og nedture i kærlighedslivet – fra overfladisk dating og tilfældige kys til livet som ægtepar på godt og ondt. Fælles for dem alle er, at de prøver at tyde tegnene fra det modsatte køn og håber på at være undtagelsen fra reglen, som ellers er reglen uden undtagelser som f.eks: Hvis han ikke ringer til dig, så er svaret nok: Han er bare ikke vild med dig.

Ads by MGDK