Filmz
Hannahs valg

Storm

Medvirkende:

Kerry Fox, Anamaria Marinca, Stephen Dillane, Rolf Lassgård, Alexander Fehling, Tarik Filipovic, Kresimir Mikic, Steven Scharf, Joel Eisenblätter, Wine Dierickx, Reinout Bussemaker, Bent Mejding, Alexis Zegerman, Arturo Venegas, Drazen Kuhn

Instruktør:

Hans-Christian Schmid

Genre:

Drama

Hannahs valg

[b]Idealisten vs. systemet[/b]

Hvad nu hvis den Internationale Domstol, der er skabt til at håndhæve retfærdighed, i virkeligheden ikke er et hak bedre end de forbrydere, den har på anklagebænken? I Hans-Christian Schmids nye film “Hannahs valg” må hovedpersonen Hannah netop sande, at domstolen ikke lever op til idealet. Desværre tabes den kritiske påstand på jorden i en noget ujævn film.

Ved den Internationale Domstol i Haag står en tidligere serbisk general anklaget for krigsforbrydelser mod civile under krigen i det tidligere Jugoslavien. Anklageren Hannah Maynard har et perfekt kronvidne i den unge bosniske kvinde Mira Arendt, men kræfter både blandt bosnisk-serbiske nationalister og politiske interesser inden for hendes eget system modarbejder sagens gang og forhindrer derved generalen i at få den straf, han fortjener.

[image=47163]

“Hannahs valg” er en såkaldt co-produktion, hvilket betyder, at en række lande har spyttet i kassen for, at filmen kunne blive til noget. Som regel forlanger landene til gengæld at blive nationalt repræsenteret i filmen, hvilket ofte fører til det, man kalder for [i]euro pudding[/i] – en sær sammenkogt ret af alle mulige nationaliteter, der giver en fornemmelse af stedløshed. “Hannahs valg” er imidlertid et sjældent eksempel på en co-produktion, hvor det multinationale fungerer glimrende, idet handlingen netop foregår i et internationalt miljø omkring domstolen i Haag. Således virker det ikke spor mærkværdigt, at de fleste af filmens karakterer taler gebrokkent engelsk.

Hans-Christian Schmid fortæller sin historie i en meget nøgtern stil, der ikke byder på megen filmteknisk leg. Det giver gennemgående filmen et lidt skrabet og billigt udseende, der leder tankerne hen på en tv-film. Det eneste tidspunkt, hvor filmen forsøger sig med lidt stilistisk raffinement, er i en række retssalscener, hvor der nervøst zoomes med rystet håndholdt kamera, men det kommer desværre også til at minde lidt for meget om bedaget tv-æstetik.

[image=47978]

Det synes altså ikke at være i stilen, at Schmid har lagt sine kræfter. Det har han derimod i højere grad i det menneskelige drama. Særligt intense er de scener, hvor vi følger vidnet Mira. Ikke mindst pga. Anamaria Marincas hudløse spil. I en af filmens vellykkede scener får man et grumt indblik i den tvangsfortrængning, som lokalsamfundet har pålagt hende. Mira er ved at flytte fra sit hjem i Bosnien, da hun overfaldes og ydmyges pga. sin kontakt med krigsforbryderdomstolen. Ingen griber ind, og det åbenlyse i overfaldet giver indtryk af, at alle andre i nabolaget stiltiende accepterer den kollektive fortrængning som et vilkår.

Desværre bliver filmens egentlige hovedkarakter Hannah aldrig helt så interessant som Mira. Man tager indimellem sig selv i at kede sig en smule i selskab med den noget skabelonagtige Hannah, der spilles lidt bastant af Kerry Fox. Mira er interessant, fordi hun virkelig har noget på spil – det har Hannah ikke rigtigt. Jo, hun risikerer selvfølgelig at miste advokatkarrieren i kampen mod systemet, men det fremstår som bagateller i forhold til de problemer, som Mira slås med.

[image=47979]

Kort om filmen

Hannah Maynard, en anklager ved domstolen i Haag, overtaler en ung bosnisk kvinde til at vidne mod en formodet krigsforbryder. Midt i de modstridende politiske interesser og truslerne fra bosnisk-serbiske nationalister opdager hun, at hendes modstandere ikke kun sidder på anklagebænken overfor hende, men også findes i egne rækker. Hannah står over for sit livs retssag, men er splittet mellem sin stærke tro på systemet og sin loyalitet over for vidnet.

Ads by MGDK