[b]En uforklarlig hændelse[/b]

Hvorfor, en filminstruktør som den Hitchcock-elskende M. Night Shyamalan gang på gang kan opnå mulighed for finansielt rygstød til sine film, hører efterhånden til blandt klodens uforklarlige fænomener og overgår med flere længder de uforklarligheder, den unge filmfanatiker ellers ynder at kredse sine film omkring. Det gælder ikke mindst den mildest talt tåbelige “The Happening”, som kommer i uafbrudt forlængelse af de også relativt pauvre “The Village” og “Lady in the Water”.

Fortællingen er også her såre banal. En række umiddelbart uforklarlige hændelser udspringer fra byernes parker og større forsamlingssteder på den amerikanske østkyst og begynder tilsyneladende pludseligt og af det rene ingenting. Formlen er altid den samme. Folk og fæ stopper op, hallucinerer, lammes og begår slutteligt – bevidst eller ubevidst – selvmord. De første gisninger fra magtens korridorer lyder ikke overraskende, at amerikanerne (nok engang) er udsat for et kemisk relateret terrorangreb på egen jord, mens naturfolk og andre lærde derimod er af en anden mening og sigter til, at det har en mulig sammehæng med mange års dårlig behandling af jordens økosystem.

Ja, De hørte skam rigtigt kære læser. Det er simpelthen humlen af det hele. Og midt i al virakken står så den energiske underviser i naturfag Elliot Moore, som har kvaler med ægteskabet ved siden af karrieren. Sammen med kollegaen og matematiknørden Julian beslutter de to med respektive ægtefæller og barn at flygte ud af New Yorks storbyhelvede til den mere landlige idyl i Philadelphia. Mod forventning begrænser de katastrofelignende tilstande sig imidlertid ikke kun til storbyen, og snart fører paniske og kaotiske flugtscenarier til, at vejene må skilles for rejsefællerne. Elliot fortsætter på egen hånd med hustruen, den introverte Alma, og Julians eneste datter, Jess, som han lover at tage hånd om. Overalt er problemet det samme. Ingen kender forklaringen, og blot kan befolkningerne observere, at uvæsenet tager til i styrke, mens flere og flere dør simultant.

Det er oplagt at se “The Happening” som en allegori over terrorangrebet i New York 11. september 2001, hvor samme rådvildhed, usikkerhed og kaos som her gjorde sig gældende. Men samtidig er det ikke svært at se, at Shyamalan har taget tidens globale klimaændringer til sig. Men selv om tematikken og budskaberne er håndgribelige og forståelige størrelser, så er “The Happening” milevidt fra et seværdigt univers. Er man ikke gigantisk fan af M. Night Shyamalan, er der kun ret begrænsede grunde til at se hans seneste film. Skuespillet er fra ende til anden pauvert, og både Mark Wahlberg og Zooey Deschanel farter rundt som et par marionetstyrede og handlingslammede gespenster i omgivelser, de ikke forstår.

Det gavner derfor ikke, at “The Happening” er så gudsjammerligt dårligt sammenklippet, at en række eklatante fejl uundgåeligt fører misforståelser og fejltolkninger med sig på sin vej. Elementer, som først kan udredes ved at nærstudere de fraklippede scener, som indfinder sig i udgivelsens ekstramateriale og af uransaglige årsager ikke er medtaget i den endelige film. Derudover skæmmer de hult klingende replikudvekslinger karaktererne imellem fra start til slut. De er henholdsvis ufrivilligt komiske og blottet for enhver form for realisme. Har Shyamalan mon skelet til de klassiske “Far til fire”-film?

Mest skræmmende er den flygtende trios besøg hos den aldrende og afsiddes boende enkefru Jones, som har set sig sur på samfundet og forskanset sig fra samme. Heri ligger en lille film i filmen, og mon ikke instruktøren kender sine eventyr? Den del har i hvert fald udtalte ligheder med brødrene Grimms historie om Hans og Grete, der uforvarende besøger et pandekagehus og kommer i kløerne på en ond heks. Når alt kommer til alt, så er Shyamalan nemlig fascineret og overmåde tiltrukket af det faretruende, det uforklarlige og det spændingsfyldte.

Noget videre farligt er der dog ikke ved “The Happening”, som det ville være ukorrekt at kalde andet end umådeligt harmløs. Ligeså går spændingen fløjten, når rådvilde menneskeflokke dør på stribe på et plan, så man mister interessen i at tælle og lysten til at heppe på de få overlevende. Nej, det eneste tilbageværende interessante element er det uforklarlige. Det uforklarlige i, hvordan Shyamalan får overbevist sine sponsorer om det fornuftige i at bidrage økonomisk til hans håbløse filmprojekter. Men alligevel lykkes det ham på forunderlig vis gang på gang.

[b]Video[/b]

Filmens billedside holder sig til det jævne og præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format. Om end der ikke er nævneværdige digitale forstyrrelser, så præger de mange tilfælde af edge-enhancement og enkelte farveudtværinger helhedsindtrykket, og det irriterer i synsfeltet. Det matte look er til gengæld gennemgående stabilt i farvevalg og kontrast, mens uskarpheder en sjælden gang imellem også indfinder sig, men sjældent for alvor generer.

[b]Audio[/b]

Auditivt udbasuneres filmen i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som er noget mere vellykket. Dialogen er klar og tydelig, uden overstyringer og drukner aldrig i den voluminøse genremusik, som skaber stemningen fra sidelinjen. Også atmosfæren er velfunderet, og der bidrages med flere distinkte effektlyde og også enkelte vellykkede lydpanoreringer.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsens ekstramateriale holder sig på det jævne og består af føromtalte slettede scener, en hob skøre fraklip fra optagelserne og fem mindre featuretter, som går i biddet med manuskript, produktion, Shyamalans instruktion, specifikke scener og naturens kræfter. Alt sammen naturligvis fortalt igennem ‘bag om kameraet’-optagelser og interviews med de deltagende parter. Det ligner dog rutinepræget venstrehåndsarbejde.