Pingviner har det med at stjæle opmærksomheden, hvad enten det er som commandosoldater i “Madagascar” eller i levende live i “Pingvinmarchen”. Hos Warner Bros. har man formodentlig også skævet lidt til succesen og besluttet, at der ligger en oplagt mulighed for en succesfuld animationsfilm gemt blandt de små nuttede fugle. Som sagt så gjort og med George Miller, instruktøren af “Mad Max”, bag roret, er der kommet en ganske sød animeret komedie og musical ud af præmisserne.

Nede på det isdækkede Antarktis lever tusindvis af kejserpingviner i skøn harmoni. Her foregår parringen ved, at hver pingvin synger sin hjertesang for den tilkommende. Således mødes også Norma Jean og Memphis i skønsang, og inden længe er de begge forelskede til op over begge luffer. De får et æg sammen og kort efter fødes den lille Mumle, der ligesom alle andre pingviner skal søge efter sin egen indre skønsang.

Skønsang er dog ikke rigtig noget den lille pingvin brillerer i, da det viser sig, at han har en stemme ikke ulige et kridt, der bliver presset for hårdt mod en tavle. I stedet har han en naturlig rytme i fødderne, og han kan steppe som ingen anden. Det er dog ikke noget der er velanset på Antarktis, og selvom hans gode veninde, Gloria, falder for det, så er de ældre pingviner oprørte og sender prompte den lille Mumle i eksil. Når håbet er svagest er hjælpen dog nærmest, som man siger, og her møder han en lille gruppe af en ganske anden slags pingviner. De frisindede pingviner, der er anført af den lidt specielle Ramon, bliver, i modsætning til kejserpingvinerne, betaget af Mumles seje bevægelser. Større problemer er dog under opsejling.

“Happy Feet” er lige dele “Den grimme ælling”, “Løvernes konge” og “Find Nemo” iblandet læssevis af sange og dansenumre, hvor pingvinerne fremfører diverse popsange lige fra Elvis til Prince. Det er alt sammen udført professionelt og med en svimlende høj ‘nuttetheds’ faktor. Filmen har et rigtig godt greb om eventyret samt Mumles frustrationer og prøvelser. Dertil skal lægges, at “Happy Feet” må betegnes som en af de flotteste animationsfilm til dato, og den kan endda måle sig med Pixars visuelle mesterværker. Pingvinerne er flot udformet og de sekvenser, hvor vi følger dem under vandet, er særdeles betagende, og ikke set bedre siden Marlin svømmede fortvivlet gennem koralrevet efter Nemo. Når “kameraet” fejer ubesværet henover Antarktis’ kolde sletter, føler men et virkeligt sug i maven.

Til gengæld er filmen overraskende lidt sjov. Der er enkelte morsomme øjeblikke, men der er langt mellem de virkelige guldkorn. Filmens force ligger så absolut i selve eventyret, ikke i komedien. Fortællingen fungerer glimrende indtil sidste akt hvor den pludselig foretager en dramatisk drejning så gal, at den aldrig helt kommer tilbage på sporet. Historien afrundes med en ret usammenhængende og langtrukkent afslutning, hvori vi udsættes for en meget påklistret moraliserende miljøpolitisk prædiken, samt et par småkvalme sentimentale scener.