Filmz
Harry Brown

Harry Brown

Medvirkende:

Michael Caine, Emily Mortimer, Iain Glen, Liam Cunningham, Jack O'Connell, David Bradley, Ben Drew, Raza Jaffrey, Joseph Gilgun, Chris Wilson, Charlie Creed-Miles, Sean Harris, Amy Steel, Klariza Clayton, Lee Oakes, Forbes KB, Ashley George, Tony Massiah, Grace Vallorani, Lee Edgar, Claire Hackett, Orla O'Rourke, Jamal Downey, Amy Edge, Karl Rhodes, Radoslaw Kaim, Liz Daniels, Martin Heathcote, Ashley McGuire, Robert Styles, Abu Sayed Mukid, Lauretta Gavin, Marva Alexander

Instruktør:

Daniel Barber

Filmlængde:

103 minutter

Genre:

Thriller

Harry Brown

[b]En britisk Charles Bronson[/b]

Selvtægtsfilm er der nok af. Genren er sandsynligvis primært udsprunget af to ting, nemlig det amerikanske ideal om, at enhver har lov til at forsvare sig selv – og dermed naturligvis bære våben – samt den rodfæstede amerikanske myte om den selvstændige mand, som kan sætte orden i kaos, uanset hvor stor en opgave det så måtte være. Ikke desto mindre handler denne anmeldelse om en britisk selvtægtsfilm, nemlig “Harry Brown” med den altid solide Michael Caine i titelrollen.

[image=56698]

Den aldrende eks-marinesoldat Harry Brown lever et ensomt liv i en forstadsghetto i England. Han kone ligger døende på hospitalet, og hans eneste ven, Lenny, er en forskræmt pensionist, som frygter livet uden for sin bolig. Da Harrys kone dør på hospitalet, bryder hans verden sammen, og for at føje spot til skade omkommer også Lenny i et forsøg på at komme nogle af kvarterets bøller til livs. Således kastes Harry mere eller mindre ufrivilligt ud i en kamp mod de utilpassede unge, som gør kvarteret livsfarligt at bo i.

På trods af, at hovedpersonen i denne film er pensioneret soldat ligesom i næsten alle andre selvtægtsfilm, adskiller “Harry Brown” sig fra mængden. Først og fremmest er Harry en gammel mand og kan altså hverken sidestilles med Stallone, Seagal eller Willis. Han nyder ikke kampen, og han kaster ikke om sig med flade replikker – det handler om overlevelse og hævn, og det gør ondt. Michael Caine er som altid god, og han bakkes op af en række skuespillere, der udfylder deres roller fantastisk godt. De mange bøller i filmen undgår de værste klichéer og rammer en attitude og mimik, der tilføjer filmen et meget realistisk præg.

[image=56701]

“Harry Brown” er først og fremmest utroligt flot fortalt. En stor del af historien folder sig ud gennem yderst kompetent kameraarbejde. I filmens første kvarter spiller billederne en stor rolle i forhold til at etablere Harrys ensomhed og undertrykte frustration. Billederne ledsages af et fedt lyddesign, som ligeledes bidrager flot til fortællingen. Der er ofte stilhed omkring Harry, men konstant høres trafikken og sirenerne uden for hans lejlighed. Der opbygges således en stemningsmættet intensitet, som langsomt bygger op, mens Harrys latente aggressivitet kommer til udtryk.

Det er nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, hvor plausibelt det egentlig er, at en ca. 70-årig går på vendetta mod en ungdomsbande. Realisme er selvfølgelig en sjældenhed i Hollywoods selvtægtsfilm, hvor [i]the good guys[/i] sjældent behøver en overbevisende grund til at starte en enmandshær, men den britiske “Harry Brown” lægger med sin socialrealistiske stil op til en historie med lidt mere kød på. Og den leverer. For det virker faktisk som det rigtige valg, når Harry endelig spænder selen og stikker en pistol i bukselinningen.

[image=56699]

Det meste af filmen holdes en fantastisk, men subtil intensitet. Noget af denne går desværre en anelse fløjten, da Harry går på togt. Der prikkes hul på frustrationsballonen, og det går ud over filmens overbevisende, trykkende stemning. Det er heldigvis en mindre detalje, som ikke får bugt med en ellers virkelig god film, der absolut fortjener lidt mere opmærksomhed, end den har fået.

[image=56700]

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. “Harry Brown” er sandsynligvis ikke nogen nem film at digitalisere. Film, hvis billedside er lige så mørk som dennes, lider ofte af hårde overgange i skyggerne og digital støj, men det er bestemt ikke tilfældet på denne dvd. Der forekommer så godt som intet støj – ud over analoge filmgryn, naturligvis – og kontrasten er meget stabil. Filmens triste farvespektrum gengives glimrende, og der forekommer hverken udtværing eller edge-enhancement. Kun skarpheden kunne være en anelse bedre.

[b]Audio[/b]

DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1. Lydsiden er en vigtig medspiller i “Harry Brown”. Konstant høres det barske kvarter, som i et flot udnyttet surroundspor omgiver seeren med den dystopiske meningsløshed, der præger hovedpersonens ensomme hverdag. Det er sjældent, at film med så stærke socialrealistiske præg forstår at bruge lyd som historiefremdrivende element, men det lykkes fantastisk godt i denne film, som desuden byder på et velklingende soundtrack.

[image=56702]

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er intet ekstramateriale på dvd’en.

Kort om filmen

Harry Brown er en tidligere marinesoldat og enkemand, som lever et ensomt liv i et af Londons mere rå områder, men da hans bedste ven Leonard myrdes, tager Harry loven i egne hænder.

Ads by MGDK