[b]Når vold bliver det rimelige svar[/b]

[i]”Jeg tror ikke, hun ved, om jeg er der længere,”[/i] siger den aldrende Harry Brown om sin døende kone, der henslæber den sidste rest af sit liv på det lokale hospital. I det hele taget lader det også til at være den bedste strategi for aldrende pensionister – at leve så ubemærket som muligt i den socialt belastede ghetto, som de bor i.

Snart er Harry enkemand og må leve sin ensomme tilværelse i de trøstesløse omgivelser, hvor tilfældigt forbipasserende overfaldes for sjov, og hvor stoffer sælges ganske åbenlyst. Det er en sørgelig tilstand for den tidligere marinesoldat. Endnu værre er det imidlertid for hans ven Leonard, hvis liv er reduceret til den rene rædsel pga. de lokale bøller, der ustandseligt chikanerer ham på groveste vis. Politiet kan ikke hjælpe, og en dag bliver det for meget for Leonard. Mod den fredssøgende Harrys ønske beslutter han at slå tilbage. Meddelelsen om Leonards livs brutale ende melder sig snart.

Fra da af begynder tingene for alvor at ændre sig, og en af de største fornøjelser ved “Harry Brown” består i at se, hvor subtilt den uforlignelige Michael Caine lader den hengemte personlighed springe frem. I begyndelsen af filmen ligner Harry en mere trist udgave af de fredelige ældre herrer, som Caine har spillet i “The Prestige” eller “Æblemostreglementet”, men som handlingen udvikler sig, begynder hans attitude langsomt at ændre sig, og vi genkender træk fra de hårde negle fra film som “Get Carter” og “Lynaktion Ipcress”.

“Harry Brown” kan da også beskrives som en slags pendant til selvtægtsdramaer såsom “Gran Torino” og “En mand ser rødt”, hvori aldrende actionstjerner må vågne op til dåd, men i modsætning til mange af disse så er de gerninger, han udfører, ikke aldersstridige. Selvom Harry viser sig at være en særdeles handlekraftig herre, så er det mere i kraft af sin kløgt og koldblodighed, at han er i stand til at overliste skurkene.

Tidligere selvtægtsfilm – ikke mindst dem af “En mand se rødt”-slagsen – efterlader tit en dårlig smag i munden takket være deres forsimplede verdensbillede, og en anelse af den bismag følger til dels også “Harry Brown”. Skurkene er ganske endimensionelle, og det er svært ikke at være enig med den gode Harry i, at verden ville være et bedre sted med dem fjernet. Samtidig viser den dog også deres gerninger som noget, der mere er symptomer på en fejlslagen udvikling end en inkarneret ondskab. Filmens problemstillinger er beklageligvis kun alt for velkendte fra ghettoblokkene herhjemme, hvor pensionister uden midler til at flytte er spærret inde i områder, der plages af vold og overfald.