[b]Fy for Potter[/b]

Det kan godt være, at Harry Potter-sagaen oprindeligt var tiltænkt som noget så nobelt som en fantasifuld fortælling om, hvad det vil sige at blive voksen og stræbe efter ens drømme. Men alligevel er franchisen altså for længst forfaldet til en hjerteløs pengemaskine. Seriens indtil videre seks film har drænet mig for al lyst til at gå i krig med J.K. Rowlings succesrige romaner, så jeg kan naturligvis kun udtale mig om filmatiseringerne. Men på den konto er vi med seriens sjette kapitel, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, nu nået til et punkt, hvor føljetonens uskyldige charme er fuldstændig forduftet.

Harry Potter-filmene (bortset fra den fjerde af slagsen) savner især én ting: noget at relatere sig til. Alle fantasygenrens kronjuveler har enkelte rødder i den virkelige verden bag den eventyrlige facade – om det så er personernes prøvelser eller personerne selv. “Star Wars” har spøjse robotter, rumvæsner og lyssværd [i]en masse[/i], men det er i højere grad en historie om en familie i opløsning, og hvem har ikke stået i Luke Skywalkers sko foran fremtidens ukendte horisont? “Ringenes herre” er proppet med talende træer, trolde og troldmænd, men Tolkiens eventyr er lige så meget en beretning om venskaber, der knyttes, folk, som forelsker sig, og kampen for at nå frem til et sted, de fleste af os værdsætter: Hjem.

“Harry Potter”-fænomenets popularitet antyder, at millioner mener det modsatte, men undertegnede kan ikke genkende noget menneskeligt i figurerne fra Rowlings univers, og det er efterhånden svært at sige, hvad sagaen egentlig handler om. Jovist, den omhandler naturligvis en gruppe unge, deriblandt Potter selv, som lærer at lave trylledrikke og flyve på koste, men hvad er Potters egentlige mål? At blive den næste Houdini? Svaret udebliver i de ulidelige 153 minutter, Potter og Co. bruger på at plapre løs om hekseri og forbandelser frem for tanker og følelser. De udvikler sig ikke det fjerneste og udpensler næsten udelukkende universets spilleregler. Det havde været dejligt med bare én meningsfuld samtale. Og Potters nemesis, Lord Voldemort, optræder i så få sekunder, at han heller ikke længere føles som en vigtig faktor – ligesom alt andet i denne endeløse ørkenvandring, som får Sahara til at ligne en bitte kattebakke.

Historien har derudover intet dramatisk [i]punch[/i], fordi dilemmaer oftest løses med ét (beklager den platte reference) pludseligt trylleslag. Eksempelvis er der historiemæssigt masser af potentiale i forholdet mellem Potter og en ny hovmester på Hogwarts-skolen, idet Potter stadigvæk sørger over sine forældres død, og eftersom læreren (en veloplagt Jim Broadbent) indirekte hjalp deres morder. Appellerer Potter til tutorens dårlige samvittighed? Mødes de på en gylden mellemvej i deres fælles kamp mod de onde magter? Nej da. Harry Potter får pludseligt fat i lidt flydende held, bæller det og vupti! – så ævler læreren løs, når Potter udspørger ham. Hyppige, billige smutveje som denne uden om dramaets knudepunkter gør, at man aldrig føler, at der rigtig er fare på færde eller noget på spil.

Og selvom filmmagerne åbenbart har prioriteret computereffekterne højere end historien, kan man kun le af filmens budget på en kvart milliard dollars. “Avatar” kostede angiveligt det samme at lave, men ser omtrent en kvart milliard gange bedre ud. Øh, åd filmmagerne frisk kaviar i guldlakerede tronstole imellem optagelserne eller hvad? Bare tjek filmens eneste actionsekvens – et dødkedeligt opgør i en mose, der tydeligvis befinder sig indendørs i et underbelyst studie. Kulisserne er til gengæld smukke, når de ikke besudles af computerskabte tilføjelser, og den franske mesterfotograf, Bruno Delbonnel, er forståeligt blevet Oscar-nomineret for sin indsats. Når kameraerne svælger i Hogwarts’ dystre afkroge og skygger, opnår billedsiden en dragende aura, som manuskriptet slet ikke kan matche.

Ensemblets unge skuespillere (især Potters virkelige alter ego, Daniel Radcliffe) har efterhånden udviklet sig til nogle ganske talentfulde rollinger, og garvede, britiske kendinge som Alan Rickman, Michael Gambon og førnævnte Broadbent leverer langt bedre præstationer, end den uduelige drejebog fortjener. Men desværre kan ingen af dem forhindre “Harry Potter og halvblodsprinsen” i at ende som en koncentrationsprøve af format. Og det siger alt om filmmagernes grådige mentalitet, at de deler den sidste bog op i to film, når nu adskillige timer af den allerede alenlange saga sagtens kunne være undværet.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Når man tænker på, hvor populære og dyre Harry Potter-filmene er, og hvor lidt ekstramateriale, der er på skivens første disk, er det besynderligt, at filmen ikke ser bedre ud på dvd, end den gør. Jovist, billedet er skarpt, farverne har altid den rigtige styrke, og kontrasten er sædvanligvis solid (til tider er sortniveauet dog lidt for lavt). Men billedet virker ofte kraftigt komprimeret, hvilket resulterer i hyppig og indimellem direkte slem udtværing (især i de mange nattescener) samt en smule irriterende edge-enhancement.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er derimod fremragende. Både tårnhøje og afgrundsdybe toner gengives med exceptionel klarhed. Dialogen er altid tydelig, og det samme er musikken, som folder sig godt ud. LFE-kanalen benyttes på de helt rigtige tidspunkter, der er talløse superbe panoreringer, og den auditive atmosfære er fantastisk – spækket med herlige, underfundige lyde, der omslutter lytteren.

[b]Ekstramateriale[/b]

Før menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Sherlock Holmes” og “Harry Potter Lego”-videospillet. Udgivelsens anden disk indeholder syv minutters slettede scener, som alle blev droppet med god grund – fans vil måske mene noget andet. “J.K. Rowling: A Year in the Life” (48 min.) er en informativ, velproduceret dokumentar om Rowlings liv og embede, og der er yderligere 54 minutters dokumentarer om alt fra skuespillerne og filmens stunts, til computereffekterne og kostumerne.