[b]Fortryllende eventyrlysten[/b]

Forfatterinden J.K. Rowling har om nogen sat litteratur på menuen for fantasy-hungrende børn og unge med sine indtil videre syv bøger om troldmandsaspiranten Harry Potter. Det er umuligt at affeje den enorme succes, som bøgerne har været, og derfor har det nærmest været helt naturligt at følge bøgerne op med film. Med den sjette i rækken, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, er den mest dystre og indtil videre absolut bedste Harry Potter-film en realitet.

Den onde Voldemort har strammet sit greb om troldmandsverdenen, og Hogwarts-skolen er ikke længere et sikkert sted. Harry Potter har mistanke om, at faren ligger indenfor skolens mure, mens mestertroldmanden Dumbledore er opsat på at forberede Potter på det endelige opgør mod Voldemort. Sammen leder de efter informationer, der kan bruges mod den onde troldmand, mens hans tilhængere desperat prøver at trænge ind på skolen. Samtidig udvikler Potter en besættelse af en eliksir-bog, der har tilhørt den ukendte halvblodsprins, mens der opstår små romancer mellem hans venner. Der er meget at se til som “Den Udvalgte” – særligt, når der skal være plads til et liv som teenager ved siden af.

Egentlig er det ret fantastisk, at det er lykkedes at bibeholde næsten samme skuespillerbesætning igennem seks film. Det betyder bl.a., at udviklingen hos hovedpersonerne synes troværdig og naturlig, hvilket særligt i denne nyeste Potter-film er essentielt. Udover at der er stigende fokus på småforelskelser karakterne imellem – hvilket motiverer en række handlinger fra persongalleriet – forbliver historien flydende. Der er dermed plads til en helt anden dybde i universet. En række elementer behøver ikke at blive etablerede, og der kan integreres en række sideplots, uden at fokus på hovedhistorien mistes – det lykkes med “Harry Potter og halvblodsprinsen”, som er en overraskende fornøjelse at se.

Det vanligt eventyrlige og lettere uskyldige Harry Potter-univers har fået mere kant. Selvom der skam er de finurlige og let komiske elementer, som der skal være i denne verden, må det dystre i den grad siges at have fået en mere prominent rolle. Potters mørke teenagefrustrationer har fået et helt andet afsæt, samtidig med at truslen fra Lord Voldemort er mere eksplicit end nogensinde. “Harry Potter og halvblodsprinsen” er blevet et kapløb mod tiden om at stoppe den ultimative ondskab, hvilket i høj grad pynter. Der skal naturligvis også være plads til lidt kissemisse, nu hvor Potter og hans venner er blevet det ældre, hvilket hurtigt kunne være så kontrastfyldt en kombination, at plottet ville falde sammen. Dog er det lykkedes instruktør David Yates at forene de to noget modstridende sider, der skaber en særlig magisk og tilfredsstillende balancegang mellem det dystre og let komiske. Som en af Harry Potters professorer siger på et tidspunkt, kan der ikke eksistere lys uden mørke.

Rent visuelt er “Harry Potter og halvblodsprinsen” en fortryllende oplevelse. Udover at filmen er fantastisk flot udført, lykkes det at bringe mørke og tomhed elegant ind i det ellers relativt muntre univers. Visse sekvenser er direkte skræmmende, og derfor er det måske ikke en god idé at tage de allermindste med i biografen, men det vil med garanti være mere interessant for det ældre publikum. Da skuespillerne efterhånden er ret bekendt med deres roller, er der nu heller ikke en finger at sætte på præstationerne. Dog er Alan Rickman som altid helt suveræn i rollen som den sarkastiske Professor Snape, og Michael Gambon er forrygende som den aldrende Dumbledore. Mens Daniel Radcliffe som Harry Potter er upåklagelig, er det dog Rupert Grint som den usikre Ron Weasley, der brænder helt igennem blandt de yngre stjerner.