[b]Underholdende og forvrøvlet[/b]

En nyhed her på Filmz omhandlede for nyligt nogle af de plothuller, der er i adskillige succesfulde film, men som alligevel ikke har forhindret de fleste af os i at se og nyde filmene. Mest af alt så demonstrerer disse velsagtens, at plothuller og sandsynlighed i virkeligheden ikke betyder så meget, så længe selve filmen fremstår forholdsvis logisk inden for det univers, den opbygger, og så længe den formår at underholde.

Det samme gør sig i høj grad gældende for “Headhunterne”, der ubekymret hiver den ene mere vildt usandsynlige hændelse efter den anden frem, men som trods alt holder tilskueren så fast til sædet, at man ikke har tid til at overveje, hvor forvrøvlet det hele i grunden er.

“Headhunterne” er baseret på Jo Nesbøs spændingsroman og omhandler den norske Roger Brown, der er rekrutteringsbranchens ukronede konge. Han er ganske vist lille af statur og har derfor efter eget udsagn brug for at kompensere. Det har han da mildest talt også gjort, og succesen med jobbet har både skaffet ham en smuk hustru, det perfekte hus og de penge, der skal til for at holde på begge dele. Eller næsten da, for faktisk er der ikke helt nok i headhunter-branchen til Rogers vilde overforbrug, og derfor har han en lille side-gesjæft, hvor han stjæler værdifulde malerier fra de kunder, der dukker op på hans kontor. Blandt dem er den danske Clas Greve – spillet af Nikolaj Coster-Waldau – der netop har tjent en formue på et salg og har et exceptionelt dyrt maleri i sin besiddelse.

Det kup går selvsagt ikke som planlagt, og en stor del af fornøjelsen ved “Headhunterne” består i at se den arme Roger forsøge på at slippe ud af den kattepine, han er havnet i, mens han samtidig blot synker længere og længere ned i møget – indtil han på et tidspunkt bogstaveligt talt står i lort til halsen. Man føler en vis medlidenhed med arme Roger, men samtidig kan man ikke lade være med at grine over, hvor hjemsøgt af ulykker han efterhånden bliver. Ikke ulig en af Coen-brødrenes tidlige film har det hele en skarp, sorthumoristisk kant, og når begivenhederne pludselig eksploderer i blodig vold, ved man ikke helt, om man skal være chokeret eller le.

Film af denne genre ender hurtigt med at blive noget gentagende at overvære, men instruktøren Morten Tyldum formår at fylde hændelserne med så højt et tempo, at man rives med, og samtidig er manuskriptet fyldt med nok overraskelser og uventede udviklinger til, at man ikke får chancen for at kede sig undervejs. Handlingen udvikler sig hurtigt til et opgør mellem hovedpersonen og Coster-Waldaus figur, og det er temmelig underholdende at se de to forsøge på at udtænkte hinanden. Undervejs skal der dog sluges nogle gevaldige kameler, efterhånden som selvmodsigelserne og plothullerne hober sig op i spandevis, og selvom politiet sædvanligvis er ekstremt inkompetente i film som denne, så må betjentene i denne film alligevel fortjene en ekstraordinær medalje for at være mere blæst end en bjergtop.