En bittersød fortællingSelvom den romantiske komedie sjældent bliver betragtet med den største anerkendelse, så er det ikke desto mindre en temmelig vanskelig filmtype at lave succesfuldt. En del af problemet er måske også, at genren tiltrækker folk med hang til de lettere løsninger og ønsket om et par attraktive stjerner og lidt metervare handling. Smid dertil noget med et par, der starter med at skændes, men siden udvikler følelser for hinanden, eller et bryllup, der bliver afbrudt i sidste øjeblik, og så er den ged barberet.

På det sidste har et par mislykkede eksempler af genren kunnet opleves i form af henholdsvis “Til Jackpot os skiller” og “En ægte mand”. Umiddelbart kunne “Helt sikkert… Måske” meget let ligne endnu en i rækken, men skinnet bedrager imidlertid. Det er i stedet en fornøjelse omsider at opleve en romantisk komedie, der har noget af al den opfindsomhed, charme og hjerte, som man han savnet i de andre film.

Will Hayes er midt i en skilsmisse og er først lige ved at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Hans datter, den 10-årige Maya, har netop fået sin første seksualundervisning og er så småt ved at blive klar over, at verden er et lidt mere kompliceret sted end først antaget – at kærlighed ikke altid er evig, og at sex ikke kun er noget, voksne har, når de skal producere børn. Hun begynder derfor vedholdende at udspørge Will omkring alle detaljerne om hans og morens forhold. Will giver efter for presset og beslutter sig for at fortælle historien om sit kærlighedsliv, en historie, der involverer tre kvinder, hvoraf den ene er Mayas mor. Maya må imidlertid selv gætte sig til, hvem af kvinderne moren er.

Det er måske ikke ligefrem verdens mest troværdige situation, og Will fortæller uden tvivl ting, man aldrig nogensinde ville fortælle til sine børn, men som en fortællerteknik til at berette filmens egentlige historie i form af flashbacks til Wills forhold er det en effektiv metode. Vi ved, at Will uundgåeligt bliver skilt, og det forsyner filmen med en bittersød tone og giver også historien et spændingselement, eftersom vi for en gangs skyld ikke kan gennemskue præcist, hvordan alle elementer kommer til at falde på plads. Filmen adskiller sig også fra gængse Hollywood-komedier ved at have tre distinkte og troværdige kvinderoller, der alle bidrager til tre meget forskellige forhold.

Filmen trækker til dels på en traditionel charme, der til tider vækker minder om de klassiske Frank Capra-film, men er samtidig en moderne historie om 90’erne og den omtalte Generation X, der til sidst blev voksen. I hovedrollen ses Ryan Reynolds, som her viser en ganske overraskende side af talentet i en meget anderledes neddæmpet præstation, end hvad vi er vant til at se ham i. Han suppleres glimrende af henholdsvis Isla Fisher, Rachel Weisz og Elizabeth Banks, der alle leverer masser af personlighed til de velskrevne kvinderoller. Ydermere stjæler Kevin Kline samtlige scener, han er med i med en lille, men uforglemmelig rolle som fordrukken forfatter.