[b]Sort-hvide pointer på månen[/b]

Den hedder “Hidden Figures”. Talknuserne hos NASA skal i rumkapløbets 1960’er-dage kigge kreativt bag tallene, hvis målet om månen skal blive til virkelighed. Pointerne i “Hidden Figures” er derimod ikke skjulte. De lægges tydeligt frem i en slags [i]feel good[/i] om amerikanske racisme. Raceadskillelse er dårligt, ligestilling er godt.

Den del skæres tydeligt ud, når Taraji Henson dagligt må bruge 40 minutter til at transportere sig selv på toilet i høje hæle. For selv om hun er den bedste matematikhjerne hos NASA, så er hun først og fremmest sort. Og den slags må gå på toilet for sig selv – langt væk fra de andre. Derfor halter USA bagefter russerne. Derfor må Kevin Costners hvide chef tvinges til at indse, at alle mennesker tisser i samme farve, som han med storladen tale udtrykker det, som var han Mr. Garrison i “JFK”.

I “Hidden Figures” er han Mr. Harrison. Og her må han sammen med de andre hvide indse, at kun et [i]united[/i] og ikke et [i]divided[/i] USA kan slå russerne i rumkapløbet. Men det sker ikke med hård kamp som i “Selma”, hvor Martin Luther King opsøgte konfrontationen. I stedet er analysen i “Hidden Figures”, at raceadskillelsen ikke skyldes ondskab, men derimod dumhed. Og det dumme kan kureres med kloge argumenter, som at det er dumt, at en NASA-matematiker skal bruge arbejdstiden på langfart til toilettet i stedet for at få beregnet, hvordan John Glenn kommer sikkert ned igen deroppe fra sit kredsløb omkring Jorden.

Derfor bliver den her #OscarCanAlsoBeBlack-film mere melodramatisk føl-godt end brutal racekamp om lige rettigheder for alle. Som da Janelle Monáe, der charmerende og [i]fierce[/i] kan andet end at synge, gerne vil opgraderes til ingeniør hos NASA. Men hun mangler et kursus, der kun udbydes på et hvidt universitet. Her vinder argumenterne. Dommerens ‘sådan-plejer-vi’-tale mødes med, at ‘sådan-plejer-vi’ kommer aldrig på månen. Det kræver nye tanker at komme helt derop. Det kræver et [i]yes we can[/i], som nærmest runger som en underliggende præmis for den her film om forandring.

Men det er ikke kun amerikanere imod russere, sorte imod hvide. Det er også kvinder og mænd. For når du er sort på arbejde, så må Taraji Hensons hovedrolle finde sig i at være kvinde, når hun kommer hjem. Hun er fraskilt, men ser gerne en ny far i børnenes liv. Men han skal lige overkomme, at hun arbejder med kompliceret matematik. Hun er jo kvinde. Forskelsbehandlingen er total. Særligt da hun kortvarigt bliver mistænkt for at være russisk spion. Hun må dog humoristisk afvise, at hun er russer. Sort og kvinde må være nok.