Børn spiller ofte en central rolle i amerikanske gyserfilm, og lige meget om vi snakker “Exorcisten”, “Den sjette sans” eller senest “The Ring Two”, nyder vi som voksne at gyse over små piger og drenge, som på en eller anden måde opfører sig afvigende. Der er noget fundamentalt skræmmende ved tanken om børn med alvorlige psykologiske problemer eller dæmoniske kræfter, for hvis noget så uskyldsrent kan korrumperes af ondskaben, er der ingen grænser for, hvor galt det kan gå os andre. Børnerim, sange og tegninger af tændstikkemænd tillægges en mystisk kvalitet, og fungerer som symptomer på, at noget er helt galt enten med barnet selv eller verden omkring det. Og som vi netop ser det i “Hide and Seek”, er det altid de voksne, som skal forsøge at finde ud af hvad.

Borte tit-titProblemerne i Polsons film starter med, at psykologen David mister sin kone efter at hun pludselig en dag begår selvmord. I et forsøg på at slippe væk fra de dårlige minder, flytter David sammen med sin datter Emily ind i et stort, gammelt hus, som ligger lige ved udkanten af en mørk skov. Der går dog ikke længe inden Emily begynder at opføre sig mærkeligt og fortæller om, at hun har fået en hemmelig ven ved navn Charlie. David er ikke tryg ved situationen, og da slet ikke efter at Charlie tilsyneladende har en meget dårlig indflydelse på Emily, og får hende til at udføre ubehagelige handlinger. Men David har sine egne problemer at kæmpe med efter tragedien, og for at kunne hjælpe sin datter, er han tvunget til først at finde sig selv.

Gemmelegen som ligger til grund for filmens titel, er den særlige gimmick, som på den ene side skal signalere hvilken afdeling af gysergenren vi befinder os i, og på den anden side give historien den særlige vinkel, som adskiller den fra andre lignende gyserfortællinger. I realiteten spiller titlen og gemmelegen dog kun en relativ lille rolle i handlingen, der lider under et dårligt skrevet manuskript, som både er fortænkt og meget forudsigeligt. Allerede fra starten af etableres det at David er psykolog, og som garvede biografgængere ved vi med det samme, hvilken retning filmen vil bevæge sig i, og at løsningen på Polsons gåder formodentlig vil være relativt håndgribelig. Derudover er der kun to hovedpersoner i filmen, og fordi mystikken om Charlie stort set udelukkende spindes omkring David og Emily, går der ikke lang tid, inden vi har tegnet streg mellem samtlige punkter.

Kunstig kompleksitetInstruktøren er godt klar over at hans historie er tyndbenet, og han forsøger febrilsk at vildlede os ved at introducere en række mere eller mindre mistænkelige bipersoner, herunder store navne som Elizabeth Shue og Famke Janssen. Alle, lige fra den mystiske landsbysherif til de mystiske naboer, virker disse personer imidlertid dybt utroværdige, og repræsenterer sammen med bygen af traditionelle gyserelementer (dagbog, spilledåse, hemmelig hule) malplacerede forsøg på at tilføre filmens indhold en kunstig grad af kompleksitet.

Foruden de mange [i]red herrings[/i], arbejdes der også med subjektivitet i filmen, men det opdager vi først til allersidst, eftersom det ikke indledningsvist etableres, at historien altså er farvet af en specifik persons syn på begivenhederne. Et fortællerteknisk greb som giver Polson uanede muligheder for at vildlede os, idet alle billeder i sidste ende kan retfærdiggøres som, ‘noget der i virkeligheden aldrig skete’. Brugen af subjektivitet er endvidere kun ringe motiveret af filmens indhold, og iscenesættes slet ikke på samme stramme facon som f.eks. i “Den sjette sans”, hvor der er fin overensstemmelse mellem historiens ‘interne logik’ og manipuleringen af publikum. I “Hide and Seek” er reglerne for, hvornår noget skal opleves som enten subjektivt eller objektivt kun meget svagt tegnet op, og det lugter lidt af snyd.