[b]Dancing on the ceiling[/b]

[i]”Hvorfor vil du dog udsætte dig selv for det?”[/i]. Sådan lød den spontane reaktion fra en af mine venner, da jeg fortalte om min intention om at se begge tidligere High School Musicals som en forberedelse på at anmelde den nye. Det er måske ikke et så overraskende spørgsmål. De fleste voksne kender kun filmene meget periferisk og kun som de der kvalme Disneyfilm fra fjernsynet, som husstandens yngste medlemmer af uvisse årsager ser.

At filmene primært er beregnet til det yngre publikum og er meget amerikanske på den temmelig overfladiske måde er korrekt. De er dog heller ikke helt blottet for charme, og den første har i hvert fald et par ganske pudsige observationer, som holder stik uanset, hvilken skole der er tale om. Den handler om basketball-holdkaptajnen, der opdager, at han faktisk har en del evner for og lyst til at synge i skolens musical. Det må man jo som bekendt ikke, hvis man tilhører sportskliken, og den konflikt samt den uundgåelige kærlighedshistorie er filmens grundlæggende emne.

Alt blev jo naturligvis ordnet i slutningen, men takket være filmens succes på tv-skærmen kom der en helt igennem rædsom fortsættelse, og nu har konceptet så drevet det til en biograffilm. Handlingen har dog ikke ændret sig meget, og filmen handler stort set om det samme blot med den forskel, at det er det afsluttende år, og vore hovedpersoner nu ser lidt usikkert frem til det voksne liv.

Historien er på mange måder en genfortælling af “Grease” og lignende high school-komedier, men den er dog mere [i]Grease Light[/i] end [i]Grease Lightning[/i]. Her er enhver form for kant eller substans blevet fjernet, og i stedet præsenteres vi for en verden uden alvorlige teenagerproblemer. Der er ingen tidlige graviditeter, bumser, mobning, racisme eller slagsmål. Alle de renskurede velopdragne unge mennesker er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden og lever i en tilværelse, der er så konfliktløs og afseksualiseret som et Anders And-blad. Som voksen tilskuer er det uundgåeligt en noget surrealistisk oplevelse at se mennesker agere i et univers, der er mindre modent end den gennemsnitlige Pixar-film.

Musiksiden af filmen fyldes op af diverse glatte popsange, der er af stærk svingende kvalitet, men alligevel ganske hæderlige. Dansestykkerne er også kompetent udført, men kommer dog hurtigt til at fylde lige lovlig meget. Behøver stort set hvert eneste nummer at slutte med en fællessang og gruppedans? Når vi sidst i filmen endelig når frem til den egentlige musicalopsætning, virker den ret lille og som et antiklimaks i forhold til de showoptrædender, der har været undervejs.