Uoriginaliteten vender tilbage!At Hollywood forsøger at plyndre gamle [i]franchises[/i] og filmserier i håb om at genskabe sikre hits er næppe nogen nyhed. Der har været god tradition det sidste årti eller mere for at ty til genindspilninger eller fortsættelser af allerede etablerede titler, når opfindsomheden og inspirationen har været lav. Med “The Hills Have Eyes II” er der tale om en fortsættelse til Wes Cravens nyproducerede version af hans gamle splatterfilm fra 1977, men i modsætning til Alexandre Ajas 2006-forgænger, har denne tamme efterfølger ikke meget blod på tanden.

Endnu engang overser Wes Craven løjerne som producent og har denne gang også slået sig på manuskriptet sammen med sin søn, Jonathan. Der er ikke tale om en genindspilning af den gamle “The Hills Have Eyes Part II” fra 1985, men et nyt sammenstrikket plot, der selvfølgelig igen har de morderiske vanskabninger og deres uheldige ofre som omdrejningspunkt. Denne gang forvilder en gruppe unge hjemmeværnssoldater sig ind i de vanskabte huleboeres mineskakter i New Mexicos ørken, og så står den naturligvis på splat og lemlæstelse, når de stakkels ‘lege’-soldater pludselig befinder sig i en virkelig kampzone, og endda i USA’s egen baghave.

Forsøget på en allegori over Irakkrigen er da til at få øje på, når de unge rekrutter introduceres på en øvelsesmission, der simulerer krigssituationen i Mellemøsten, men man giver nu filmen alt for meget [i]credit[/i] ved at pådutte den dybere betydningslag. Det eneste denne temmelig banale [i]gore-fest[/i] bekymrer sig om, er det spinkle men letforståelige plot, hvor en gruppe unge mennesker møder nogle ubehagelige monstre og aflives på grafiske måder én efter én.

Hvor Ajas film formåede at skabe identifikation med gruppen af intetanende ofre, der byder “The Hills Have Eyes II” kun på en samling uinteressante og løst skitserede figurer. Der opbygges aldrig nogen nævneværdig sympati for disse weekend-krigere, der pludselig havner i hænderne på rigtige koldblodige mordere, men heller ikke deres bødler er meget bedre iscenesat. Hvor den forrige film havde en smule eksposition om de deforme barbarer, som bebor det golde ørkenlandskab, så henter vi ikke nogle nye informationer hjem i denne film, som egentlig kun lader os vide, at vanskabningerne ønsker at bruge kvindelige ofre som avlsmaskiner. Dette slås i hvert fald fast i filmens usmagelige intro, hvor en tilfangetaget kvinde føder et misfoster og derefter henrettes.

Men hvad bliver der tilbage i denne firkantede og ret anonyme genreskabelon af en splatterfilm ud over dens ubehjælpelige forsøg på at chokere? Ikke noget nævneværdigt, når chokkene heller ikke underbygges af relevante personskildringer, der kunne sætte publikums følelser på spil. Man efterlades faktisk kun med en opvisning i blodige special effects, der end ikke er synderligt spektakulære eller originale, samt en historie, der fra starten af gennemskues som den undskyldning den er, for at få noget blod på skærmen.

Det er som om, at amerikanernes evne til at lave urovækkende horrorfilm som tilbage i slasher-genrens storhedstid i 70’erne, er blevet udskiftet med sikre satsninger og blockbusterens dobbeltmoralske konventioner om, at vold og sex sælger, men kun hvis det gøres i lækker indpakning og uden at være virkelig anstødeligt overfor gængse normer (ingen børn må dø etc.). Arven synes at være tilfaldet andre filmnationer, hvilket engelske “The Descent” og australske “Wolf Creek” senest er beviser på, ligesom det er sigende, at Ajas genindspilning af “The Hills Have Eyes” havde manuskript af to franskmænd.