I 1977 instruerede Wes Craven den originale horrorfilm “The Hills Have Eyes” og instruktøren markerede sig fra starten af som en af gyserens mest sejlivede instruktører, med bl.a. “A Nightmare on Elm Street”-serien og gav slashergenren nyt blod i form af “Scream”. Sidste år havde han dog knap så meget held med den lettere tumpede varulvefilm “Cursed”, og denne gang nøjes han med at indtage producerrollen på genindspilningen af hans gamle kultsplatter. Den nye version holder sig efter sigende ganske tæt på originalen, og det er lykkedes den forholdsvis ukendte franske instruktør Alexander Aja at hælde gammel vin på nye flasker uden at spilde alt for meget.

Familien Carter er taget på campingtur i anledning af forældrenes sølvbryllup. De ender imidlertid ude i den øde ørken, hvor bilen selvfølgelig bryder sammen, uden skyggen af civilisation i sigte. Det viser sig dog at netop denne golde udørk har være genstand for atomprøvesprængninger tilbage i 50’erne, hvilket har ramt stedets beboere, der er blevet ofre for strålingen. Disse muterede [i]rednecks[/i] er efterhånden godt onde i sulet og familien Carter bliver en perfekt deltager i deres katten efter musen leg.

Vi befinder os i splattergenren, mere end i selve gysets domæne, og filmen er da også mere grafisk ulækker og blodig end egentlig uhyggelig. Men inden de afhuggede lemmer begynder at flyve om ørene på én, tager filmen sig tid til at præsentere sin histroie og sine personer. Bevares, vi har ikke at gøre med den dybe karakterpsykologi, men skuespillerne og dialogen lykkes at skabe et fint og troværdigt billede af den amerikanske familie på ferie i ødemarken. Vi ved ganske vist som tilskuere, at de fleste af hovedpersonerne snart kommer til at lide en grusom død, men netop derfor er det også vigtigt at skabe identifikation, da vi ellers var endt med at være ligeglade med karakterernes skæbne. Og her hænger “The Hills Have Eyes” godt med.

De øde omgivelser etableres sikkert, komplet med forladt spøgelsesby befolket af mannequindukker, ligesom de muterede monstres effektive make-up gør dem til horrible modstandere på linie med Leatherface, Freddy og Michael Myers. Som Elefantmanden tilsat morderisk psykose lurer de på den stakkels familie, selvom der ikke gives nogen synderlig forklaring på hvorfor disse vanskabninger er blevet onde sadister. Den slags ting hører jo med til genren, og det er desværre også her hvor filmen har sin største hæmsko, for den klynger sig stadig ubarmhjertigt til de stringente konventioner og horrorfilmens dramaturgi, således at vi ikke overraskes i det store hele. Instruktøren har f.eks. ikke kunnet modstå fristelsen til at benytte en række billige gys, selvom han gudskelov holder igen med dem, og vi undgår heller ikke den klassiske eksposition af fortidens hændelser i form af en række avisudklip, der selvfølgelig pryder den ensomme tankpassers væg.

Trods den barske eskalering af blodsudgydelser – og de er ikke for sarte sjæle – ligger filmens udvikling hele tiden sikkert i vores baghoved. Vi ved at visse personer nok skal klare den, hvilket er en skam, da filmen kunne have opnået en højere grad af spænding og gru, hvis den havde givet fanden i konventionerne og almindelig amerikansk bornerthed. Selv midt i alt det væmmelige og de blodige [i]special effects[/i] bliver det aldrig for alvor farligt – måske med undtagelse af det første møde med de sadistiske freaks, hvor filmen tør vise tænder.