Ægteskabets anatomiDet er sjældent en nem fornøjelse at komme igennem en Simon Staho-film. Den danske instruktør, der fortrinsvis har fundet sit udtryk i det svenske filmmiljø, synes altid at ville have sit publikum med ud i situationer, hvor det gør ondt selv som tilskuer. I den svenske “Himlens hjerte” gælder det forestillingen om det lykkelige ægteskab. En forestilling, der allerede fra filmens første scene med en skilsmissehøring for to af de centrale personer synes at vakle.

Det er tunge emner som intimitet, barnløshed, utroskab og ikke mindst valget mellem passion over for tryghed, der serveres i “Himlens hjerte”. Alt sammen sat i scene omkring spiseborde og i dagligstuer, hvor ægteparret Lars og Susanne mødes med deres venner Ann og Ulf. Det er rammer, der vækker minder om adskillige intime hverdagsdramaer, som man er vant til at se det i danske film. Men med Stahos minimalistiske stil, der skærer ind til benet på både billedsiden og i dialogen, er stemningen anderledes intens, som man tvinges til at forblive på den hjemlige krigsskueplads hele vejen igennem.

Selvom Simon Staho ikke selv er hurtig til at nævne Ingmar Bergman som en af sine fremmeste inspirationskilder, så er Stahos seneste værk det nærmeste, han har været på at gå i den store svenske instruktørs fodspor. Særligt Bergmans “Scener fra et ægteskab” rumsterer i baghovedet, som man følger de hudflettende samtaler mellem de to ægtepar. Men Staho formår via sin spartanske brug af lokaliteter og kameraindstillinger at tilføje scenariet en nærværende intensitet, der ellers for det meste kun hører teateret til. Der er ikke meget ironi at spore i replikkerne, der i stedet rammer lige ind gang på gang, som de fire voksne mennesker ender med at fortære hinanden på lige fod med maden, der serveres.

Staho indrammer ansigterne af personerne på en måde, så de nærmest falder i med designermøblementet i deres stuer, som portrætter af mennesker snarere end egentlige mennesker på egen hånd. De enkle kameraindstillinger gør dog også, at dialogen og ansigtsudtrykkene får lov til at stå i front, og her leveres et uudsletteligt portræt af fire mennesker, der er desperate, men også villige fanger i ægteskabets konventioner. De mange års samliv har givet parterne god tid til at hvæsse knivene, og komplimenterne er ligeså ofte vædede med beskyldninger, som spydighederne serveres med et smil. Filmen selv synes at have en ganske nøgtern og betragtende tilgang til parforholdene og de fire menneskers følelser, og man sidder næsten som en antropolog og følger fire menneskedyr i bur, som de bevæger sig omkring hinanden og skaber og bryder de grænser, de sætter op.

At foretagenet alligevel bliver gribende på et følelsesmæssigt plan er i høj grad takket være de helt fantastiske præstationer af de fire skuespillere. Mikael Persbrandt dirrer af en indestængt desperation, der kun lige kan skjules af hans maske som jovial husbond. Lena Endre spiller hans kone, som slet ikke kan forestille sig noget oprør fra sin mands side og vægter dette som en af hans fremmeste kvaliteter. Da konflikten endelig bryder igennem til overfladen, udstilles hendes egen sårbarhed i form af svigende anklager og nedgørelse af personerne omkring hende. Også Jakob Eklund og Maria Lundqvist gør det godt i deres roller som henholdsvis grænseafsøgende ægtemand og en kvinde, der higer efter et brud eller i det mindste en variation på temaet i hendes ægteskab. Alle fire er komplekse personer, der på trods af at elske hinanden højt ender med at såre hinanden dybt.