[b]The Master of Suspense[/b]

Siden de første billeder fra Sacha Gervasis “Hitchcock”-film blev offentliggjort, har jeg glædet mig som et lille barn til at se det endelige resultat. Anthony Hopkins lignede en tro kopi af mesterinstruktøren, og billederne af Scarlett Johansson som Janet Leigh i “Psycho” indikerede, at filmen ville blive en fryd at se for enhver med et blødt hjerte for Hitchcocks enorme og fascinerende filmarv. Og resultatet [i]er[/i] godt: “Hitchcock” er fængende, medrivende og yderst velspillet. Dog kunne man godt have ønsket, at filmen havde gravet et spadestik eller to dybere.

Årsagen til dette er, at “Hitchcock” har to historier, der kredser om hver sin konflikt. På den ene side har vi instruktørens bestræbelser for at lave “Psycho”, som i manges øjne endte med at blive mandens hovedværk. En forstokket filmbranche spænder hele tiden ben for Hitchcocks film, og han er sådan set den eneste, der for alvor tror på idéen. Det er altid en fornøjelse i denne type film at vide, at alle dem, der modarbejder projektet, tager grueligt fejl, fordi man sagtens kan sætte sig ind i det engagement, der har drevet Hitchcock til ukueligt at forfølge sin idé. “Psycho” er jo genial.

På den anden side har vi det, der i bund og grund er den for filmen mest centrale historie – nemlig forholdet mellem Hitchcock og hans kone, Alma. Alma var essentiel for Hitchcocks virke, og hun bistod ham i alle de mest væsentlige dele af hans filmproduktion. Imidlertid har Hitchcock nok ikke altid været lige let at være gift med, og i forbindelse med besværet med at indspille “Psycho” – økonomisk såvel som kunstnerisk – slog det åbenbart gnister i Alma og Alfreds forhold. Og blandt andet takket være Helen Mirrens formidable skuespil, fungerer denne del af filmen eminent.

Men det sker desværre lidt på bekostning af historien om, hvordan “Psycho” blev til. Man kommer ikke helt ind under huden på produktionen, man kommer ikke ordentlig bag om kameraet, og man sidder alt i alt tilbage med en lidt overfladisk forståelse af den proces, der ledte til en af filmhistoriens absolut største milepæle. Det betyder ikke, at denne del fungerer dårligt eller falder til jorden – på ingen måde! Det er sjovt at se Hitchcock arbejde med skuespillere og udtænke sin film, ligesom der kæles en del for små detaljer og henvisninger til datidens Hollywood og naturligvis også til Hitchcock selv – f.eks. når man diskret kan ane Hitchcock-silhuetten bag en hvid skærm eller en glasdør.

Skuespillet er der virkelig ikke en finger at sætte på! Ud over Hellen Mirrens perfekte præstation så gør Hopkins det også mere end fremragende som [i]the master of suspense[/i], og han giver Hitchcock præcis den charme og arrogance, som man forestiller sig, han havde. Scarlett Johanssons rolle er relativt lille, men hun gør en god Janet Leigh. Manuskriptet fungerer for det meste helt fint, og filmen har et dejligt, fremadskridende flow, hvor der både gives plads til karakterernes udvikling og til en fornuftig afvikling af historien. Prikken over i’et havde simpelthen bare været, at man var kommet lidt dybere ned i den sande historie.