I kugleregnens tiltagende forudsigelighedDet danskproducerede computerspil “Hitman” kan nu indskrive sig i samme kategori som “Streetfighter”, “Alone in the Dark”, “Silent Hill” og “Resident Evil” – nemlig spil som man har forsøgt at overføre til film. Som det er tilfældet med de fleste sådanne spil-filmatiseringer, er resultatet ikke synderligt imponerede, selvom “Hitman” dog formår at holde sig nogenlunde oven vande som tidstypisk actionfilm.

Agent 47 er en toptrænet lejemorder, der arbejder for den hemmelige organisation ‘The Agency’. Han får til opgave at likvidere den russiske ministerpræsident, men mere udspekulerede kræfter er involveret, og pludselig er 47 jaget af både Interpol, det russiske militær, samt sin egen organisation. I kampens hede lykkes det ham at redde den prostituerde Nika, der har forbindelse til ministerpræsidenten, og sammen forsøger de nu at komme til bunds i sagen og luge ud blandt de skyldige.

Franskmanden Xavier Gens får sin internationale spillefilmsdebut med “Hitman”, og til formålet har han fået fat i manuskriptforfatteren bag den glanspolerede men indholdsløse “Swordfish”. Man har forsøgt at gengive en del elementer fra spillet, bl.a. kameravinklerne og lyssætningen i actionscenerne, men det er tydeligt, at man egentlig hellere har villet forsøge at slå plat på Jason Bourne-filmene ved at fremstille Agent 47 som en superkompetent dræber på flugt fra og i kamp med sin egen organisation. Spillet handler nemlig snarere om, at man skal opfylde sine missioner og parere ordrer, men i filmen har man i stedet forsøgt at gøre en intern konflikt til rammen for historien. Samtidig lægger filmens actionscener ikke vægt på spillets lydløse og skjulte drab, hvor pointen var, at alt skulle eksekveres topprofessionelt og uden at efterlade spor, men falder her for fristelsen til at gøre det hele til larmende og visuelt højrøstet ramasjang, der ganske vist har sin momentane appel.

Hverken manuskript, instruktion eller skuespil har dog i sidste ende ambition om at følge Bourne-plagiatet til dørs, for det tynde plot giver hverken plads til den karakterbårne realisme eller den skarpt iscenesatte visuelle stil og velkoreograferede action, der kendetegnede disse film. I stedet er der dømt tegneseriefortælling på samlebåndsniveau, der dog sine steder overrasker med et slagsmål eller en skudduel, som faktisk er ganske medrivende.

I rollen som den emotionsløse Agent 47 prøver Timothy Olyphant (nu kronraget og med stregkodetatovering i nakken) ihærdigt at gøre Keanu Reeves’ Neo kunsten efter, og til det formål fungerer han ganske fint. Den obligatoriske [i]love interest[/i], i form af Olga Kurylenkos Nika, afslører filmens utilslørede status som drengerøvsfantasi: Her er kvinden i nød en taknemmelig og sexet luder. Dougray Scotts Interpol-agent, inspektør Whittier, er endnu en omvandrende kliché som politimanden, der har jaget Agent 47 i årevis og kender ham som ingen anden. Og i skurkerollen lykkes det Ulrich Thomsen at sabotere samtlige scener, han er med i, med et engelsk der som sædvanligt lyder forfærdeligt, og en horribel russisk accent, der gør det hele endnu værre.