[b]Små fornøjelser[/b]

Der er så skønt i Frankrig. I hvert fald på film, hvor den ene ‘lette’ romantiske komedie efter den anden sælger drømmen om et hus ved middelhavet og en uventet, men skøn kærlighedsaffære til café au lait’en. Franskmænd (og mange andre) kan ikke få nok af smukke, velklædte livsnydere, der diskuterer parforhold og gestikulerer sigende. “Høj af kærlighed” er fuld af azurkyst-solskin, og den kølige hvidvin er altid lige ved hånden. Men historien om en lille mand og en høj kvinde svæver over vandene uden at være hverken rigtig sjov eller rigtig gribende.

I virkeligheden er Laurent Tirards film ikke helt igennem gallisk, men en forfranskning af en argentinsk succes. Det er hårdt at påstå, at bestillingsopgaver ikke kan udføres med hjerte og vid, men “Høj af kærlighed” virker rutinepræget med distancerede karakterer, der udfylder generiske roller til husbehov. Diane er advokat, Alexandre er arkitekt. Han finder hendes glemte telefon og fejer benene væk under hende. Men de er stort set også det eneste, han kan nå med sine 136 cm. Resten af spilletiden undersøger, om Diane kan se bort fra størrelsen og ind til den rigtige, fantastiske mand.

Det er den moderne kvindes store dilemma: en charmerende mand med en hysterisk succesfuld karriere, der elsker betingelsesløst. Der er bare liiige det der ene problem. “Høj af kærlighed” har lagt synsvinklen hos Virginie Efiras Diane, og det er hendes frustrationer og tøven, der er det følelsesmæssige højdepunkt. Jean Dujardin er mere en bifigur, der skal eksplodere midt i hendes strukturerede liv. Af den grund bliver han ofte en smule hyperaktivt klovnet at se på. Han kan alt og snakker konstant. Var han ikke rig, smuk og fransktalende, så var hans gentagne opkald og moderate pres for et tandems-faldskærmsudspring nok også blevet opfattet som [i]stalking[/i].

I det hele taget virker det, som om Tirard ikke ved, hvad han skal gøre med Alexandre. Skal han være komisk hobbit med dinglende fødder i store møbler? Det går lidt imod budskabet om accept på tværs af centimeter. Skal han være den skønne charmør kun filmet i øjenhøjde med Dujardins ulvesmil? Det gør derimod hele høj/lav problematikken irrelevant. Det ender med en vag mellemting, der dog ubetinget trækker i den seriøse romantik-retning.”“Høj af kærlighed” sparer virkelig på grinene. Det virker desperat at overlade det meste af komikken til en stor hund, der gentagne gange vælter en lille mand.

For at få ligningen til at gå op må manuskriptet lægge alt for meget værdi i omverdenens syn på forholdet. Sidekaraktererne er spændt hårdt op, hvilket resulterer i, at Diane og Alexandre er omgivet af decideret rædselsfulde eks-mænd, forældre og kollegaer. Fyld, der bare sender replikker tilbage til centrum og valser væk igen. Det er sådan lidt lala uden ooh. Lidt frem og lidt tilbage på følelserne for to rige mennesker med ret små problemer, sat i scene som klovnerier. Noget med ikke at kunne nå toppen af skabet eller køre mod færdselsretningen.