[b]Frarådes børn over 7 år[/b]

Kan I huske Mikael Bertelsens kostelige satireprogram, “De uaktuelle nyheder”? Jeg husker særligt én fantastisk sketch derfra: Bertelsen havde fået forfatteren Thomas Winding til at lave en live-reportage et sted i København, og mens Bertelsen blev mere og mere salig og distræt hjemme i studiet, voksede Windings frustration. [i]”Sig mig… hører du overhovedet efter?”[/i] brummede Winding. [i]”Bare fortsæt…”[/i] sukkede Bertelsen, før Winding smed mikrofonen i protest over, at kun hans behagelige [i]røst[/i] og ikke hans [i]ord[/i] blev bemærket. Men Winding havde netop den effekt på alle os, der voksede op med hans dejlige fortællerstemme i børneserier som “Alfons Åberg” – og bare jeg hører det navn, bliver jeg også helt høj af nostalgisk lykke, også selvom jeg ikke har set den, siden mine armhuler fik hår.

Windings blide, rolige stemme optræder dog ikke i den spritnye biograffilm “Hokus pokus Alfons Åberg”, eftersom Winding desværre døde tilbage i 2008. Men netop [i]blid[/i] og [i]rolig[/i] er to stikord, jeg vil pådutte denne allerførste “Alfons Åberg”-spillefilm. Det er – på både godt og ondt – en på alle måder ufarlig, fredfyldt og renhjertet familiefilm, der udgør en lige så stor trussel imod nervebanerne som en nyfødt koalabjørn.

Jeg sagde vel at mærke “på både godt og ondt”, og hvis vi først tager fat i alt det “gode”, så er det simpelthen enormt forfriskende at se en tegnefilm, der lader sin historie udfolde sig i ro og mag. Som ikke føler nogen trang til at klemme en joke ind i hver eneste dialog, og som ikke bugner af larmende lydeffekter eller nymodens popsange. Jeg tog også ofte mig selv i at smile og klukle alene over filmens blåøjede troskyldighed, og som en lille nevø, der stolt fremviser sin seneste tegning fra SFO’en, vandt “Hokus pokus Alfons Åberg” ofte mit hjerte med sin enorme (og enormt barnagtige) entusiasme og unikke uhøjtidelighed. Samtidig er Alfons stadig en kær dreng med et hjerte af guld, der gør ham til en indtagende sidekammerat i biografmørket.

Men hvad så med alt det “onde”? Jo, jeg ville alligevel have ønsket, at filmmagerne havde turdet være [i]lidt[/i] mindre konfliktsky. Alfons døjer med markant mindre problemer end den gængse tegnefilmshelt – hans mor er ikke blevet dræbt af jægere, hans prinsesse er ikke blevet kidnappet, og han er ikke blevet forvandlet til et udyr af en spydig spåkone… Hans store dilemma er, at han ikke kan overbevise sin kære far om, at han er moden nok til at få en hund i fødselsdagsgave. Dét er historiens beskedne omdrejningspunkt: Kan lille Alfons mon bevise, at han kan håndtere et kæledyr?

Fred være med, at filmmagerne stiler efter en mildere fortælling end de fleste i branchen, men det havde sikkert gavnet filmen, hvis der bare var blevet føjet lidt mere drama til begivenhederne – selvfølgelig uden at gå på kompromis med børnevenligheden. Nogle vil måske mene, at jeg forlanger indgreb, der ikke harmonerer med den naive ånd i de gamle “Alfons Åberg”-bøger eller tegnefilmsserien, men der er blevet skrevet “Alfons Åberg”-historier til flere forskellige alderstrin, mens “Hokus pokus Alfons Åberg” nærmest udelukkende henvender sig til Alfons’ 7-årige jævnaldrende. Men med blot få rettelser kunne man formentlig have forstørret både filmens målgruppe og pondus.