[b]Klassens kolde isolation[/b]

De er ganske alene. Børnene i “Hold om mig” er overladt til deres egen verden, og de voksne er enten mentalt fraværende, på arbejde, på druk eller blot alt for optaget af egne lyster til at give en døjt om, hvad der sker i de unges verden.

Ensomheden hænger ikke mindst tungt over Sarah, der med to evigt arbejdende karriereforældre selv må stå op om morgenen, sende lillebroren i skole, hente ham igen og endda lave mad til forældrene, når de kommer hjem. Uden at nogen har bemærket det, har rollerne skiftet, og hun er blevet det egentlige familieoverhoved i det lille hjem. Det er selvsagt ikke en byrde, hun er klar til at bære.

Sarah er en velopdragen stræber af den type, der gerne bliver upopulære, når ungerne runder puberteten, men som generhverver respekten, efterhånden som karakterer begynder at betyde noget. Den bøllede Louise har længe været klassens dronning, men da magtbalancen begynder at vende, og drengen Mikkel får øjnene op for Sarahs porcelænsagtige ynde, nager misundelsen Louise, og hun beslutter at slå igen. Inden længe finder et fælt overgreb sted, og livet i klasseværelset bliver splintret for altid.

“Hold om mig” er instrueret af Kaspar Munk, som hermed får sin spillefilmdebut. Historien bygger efter sigende på en virkelig begivenhed, der foregik i Polen, men det kræver nu alligevel ikke den store opfindsomhed at forestille sig, at det kunne finde sted her. I forbindelse med lanceringen af filmen bliver der også udsendt en række digitale kopier med henblik på skoleforestillinger, hvilket der er en vis ironi i, eftersom netop digitale optagelsesmuligheder bliver en del af overgrebet i filmen. Via den moderne teknologi kan man mangedoble ydmygelsen og reelt set gentage overgrebet et uendeligt antal gange.

Som debutfilm er “Hold om mig” en overbevisende oplevelse. Munk har styr på sin fortælleform og får nogle troværdige præstationer ud af de mange uprøvede skuespillere. Selve overfaldet er så modbydeligt, som det bør være, og filmen er ikke tilbageholdende med at sætte fingeren på de ømme og tabubelagte steder. Derved får vi både vendt karriereforældre, skam og skuffelse over sine børn samt den voldelige opdragelsesform i indvandremiljøer. Til gengæld virker filmen til tider lige lovlig pædagogisk i sin form. Familierne er så skarpt opdelt i klichefyldte sociale klasser, at man næsten har følelsen af at se et afsnit af “Kender du typen”, og de enkelte persontegninger virker indimellem skitseagtige. Tidsmæssigt lader filmen sin handling udspille sig inden for et kort tidsrum, og det gør noget af personudviklingen utroværdig. Ikke mindst drengen Mikkel skifter fra forelsket til voldeligt hævngerrig på 2 minutter, og det ringer ganske enkelt falsk.