Det er alligevel et stykke tid siden, at der har været en ordentlig monsterfilm i biograferne – altså ikke den slags film, hvor skrigende teenagere jages af maskerede psykopater eller halvdøde mareridtskreaturer, men snarere den type film, der byder på grufulde og enorme bæster, som terroriserer mere end bare det lokale nabolag. Men “The Host” beviser, at der fortsat er liv i genren. Det er en overraskende morsom og endda rørende fortælling, der omhandler en særpræget sydkoreansk familie og det mest mindeværdige asiatiske filmmonster siden Godzilla.

Filmens unikke og delvist humoristiske, delvist seriøse stemning støbes allerede i den første scene, hvor en amerikansk forsker og dennes koreanske assistent debatterer, hvad de skal gøre med laboratoriets overskud af formaldehyd. Selvom diskussionen umiddelbart virker seriøs, så er der en underfundig og underliggende absurditet, der gennemsyrer både dialogen og billedsiden. Amerikaneren beordrer, at den farlige væske skal hældes ud i håndvasken, og få år senere har det giftige stof forårsaget skabelsen af et enormt, muteret uhyre, der bebor det lokale kloaksystem og skaber panik blandt borgerne i den sydkoreanske hovedstad, Seoul.

I Seoul bor bl.a. familien Park, og familiens yngste medlem, Hyun-seo, bliver kidnappet af uhyret, der efterlader hende i sit underjordiske hjem, så det kan fortære hende senere. Derfor beslutter Hyan-seos far, farfar, tante og onkel sig for at slå sig sammen og finde den lille pige. Alle skuespillerne gør en imponerende indsats. 14-årige Ah-sung Ko er blændende som den unge Hyun-seo, og Hie-bong Byeon er yderst fornøjelig som familiens aldrende overhoved. Men allerbedst er Kang-ho Song, der i rollen som pigens far både formår at være persongalleriets mest bevægende og morsomme bestanddel.

Og netop filmen formår også at være både bevægende og morsom. Selvom der ikke bruges lang tid på at introducere de forskellige familiemedlemmer, så er der en kemi imellem skuespillerne, der øjeblikkeligt overbeviser os om, at de her karakterer har kendt hinanden hele livet. Derfor røres man også ofte af scenerne imellem de forskellige figurer. Latterliggørelsen af det fuldstændig inkompetente sydkoreanske militær morer især – scenen hvor en stupid soldat skal forklare hele situationen til dem, der overlevede monsterets allerførste angreb på civilbefolkningen, er festlig. Og netop dette angreb optræder tidligt i “The Host” og er uden sammenligning den mest intense, spændende og uhyggelige sekvens i hele filmen og endda en af årets mest mindeværdige.

Af og til formår instruktøren Joon-ho Bong også at give de tragiske momenter et herligt og forfriskende humoristisk præg, hvilket især er tydeligt i den fantastiske scene, hvor hele familien bryder sammen i gråd over Hyun-seos forsvinden. Det skal da også lige siges, at ikke alle de mange jokes gør indtryk, og enkelte gange virker de humoristiske øjeblikke forcerede.