[b]”Invasion of the Body Snatchers” for de unge[/b]

Klichéerne står i kø i denne filmatisering af “Twilight”-forfatteren Stephenie Meyers seneste roman, “The Host”. Ukritiske piger, der husker “Twilight”-filmene med stor glæde, vil formentlig elske denne historie om Wanda og Melanie, der er fanget i samme krop, mens vi andre vil korse os over elendig dialog og et dilettantisk manuskript.

I fremtiden er der fred på Jorden. Der er samtidig ingen mennesker, eftersom de alle er blevet overtaget af såkaldte [i]sjæle[/i] – fremmede væsner, der trænger ind i den menneskelige krop og gør den forsvarsløs. De har med andre ord overtaget vores sind og kroppe. Men der er en modstandsbevægelse, hvilken pigen Melanie er en del af. Da hun en dag bliver fanget og overtaget af sjælen Wanda, burde spillet være kørt for hende. Men det er det ikke, for Melanie lever stadig inde i Wanda og sår hurtigt tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Og da Wanda derefter forelsker sig i en dreng fra modstandsbevægelsen, mens Melanie længes efter sin egen kæreste, så er dilemmaet vist fuldendt.

Der er noget ulogisk ved handlingen i “The Host”. Hvis det er så nemt for Wanda at få menneskelige følelser, så burde det vel også være nemt for andre? Samtidig kan disse sjæle vel ikke være så hulens onde, hvis det netop er så nemt for dem at få følelser? Vores skurk i filmen giver sig hurtigt i kast med at affyre pistoler og dræbe, og det er på trods af tesen om et fredeligt folk. Med andre ord, er der noget her, der ikke helt hænger sammen. Og så er det da også underligt, at menneskene ikke bare tager kontaktlinser på, når de skal udgive sig for at være sjæle. Det kunne spare dem en hel del besvær.

Men det skal man vist ikke tænke for meget over i denne film, hvor selvhøjtideligheden er lige så prominent som i “Twilight”-filmene. Her er vores heltinde dog noget mere sympatisk, men hun er samtidig så karakterløs, at hun fluks var gået i glemmebogen, hvis det ikke havde været for Saoirse Ronan, der leverer en typisk solid præstation i rollen som Wanda/Melanie, som for resten minder utrolig meget om hinanden. Med en dialog, der snarere hører hjemme i en billig tv-film, og kostumer, der ser ud til at stamme fra en gakket Vogue-fotosession, ville det være svært at tage “The Host” seriøst, hvis det ikke var for Saoirse.

Mange gange kommer der heller ikke en konklusion på de ting, der foregår i filmen. Mange af modstandsbevægelsens folk tager i starten ikke godt imod Wanda/Melanie, hvilket ikke er overraskende. Problemet er, at vi aldrig får en konklusion på deres had, som bliver ved gennem hele filmen. I manuskriptet er der nemlig masser af [i]set-ups[/i], men sjældent nogle ordentlige [i]pay-offs[/i], og det er besynderligt, for drejebogen er forfattet af instruktøren Andrew Niccol, der stod bag den udmærkede “In Time”.