“House of Flying Daggers” er en visuelt overdådig martial arts film og et rørende kærlighedsdrama, der dog plages lidt af en unødig ivrighed efter at overraske.

Filmen, som er kinesisk, er instrueret af Zhang Yimou, der tidligere har stået bag “Hero”. Hvis man har set den, har man et god ide om hvad der er i vente.

“House of Flying Daggers” foregår i år 859 under Tang Dynastiet, men realt kunne det være i hvilken som helst tid. Filmen er grundlæggende set et kinesisk eventyr, og som sådan fuldstædig tidløs. Regeringen er korrupt og inkompetent, og urolighederne spreder sig over landet i form af oprørshære. En af de farligste er hæren House of Flying Daggers, navngivet efter deres signatur kasteknive som på trods af, at deres leder for nylig blev dræbt, fortsat udgør en trussel for styret. En ny leder har taget den gamles plads og de to kaptajner – den regelrette Leo og skøjtejægeren Jin – får til at opgave at fange ham. Det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Deres eneste spor er en blind pige ved navn Mei der arbejder på et bordel, og som siges at have forbindelse til House of Flying Daggers. De henvender sig til hende på hver sin måde for at finde ud af det. Leo spiller en form for ekko tromme spil med hende, i en imponerende flot scene. Inden længe bliver hun dog afsløret som snigmorder og arresteret.

For at finde frem til lederen foregiver Jin at befri hende fra fængslet, og snart er de begge på flugt, forfulgt af regeringens elite tropper. Undervejs begynder de dog at nære følelser for hinanden, men dette kompliceres af, at de begge har en skjult dagsorden.

Under turen bliver vi præsenteret for den ene kampscene efter den anden. Alle disse er fantastisk flot udført. Skuespillerne kæmper med en tyngdekraftstrodsende ynde. Kameraet følger tæt efter kasteknivenes umuligt perfekte glidebaner. De første par gange man ser det virker det næsten komisk – derefter overgiver man sig til filmens egen virkelighed.

For alle scener gælder det dog, at de er visuelt meget smukke. Her er en overdådig brug af farver. De udgør en eventyrlig og uskyldig baggrund til den til tider ret brutale handling.

På trods af kampscenerne og den flotte scenografi, bliver filmen dog først og fremmest båret af det spirende kærlighedsforhold mellem Jin og Mei. De to skuespillere har en noget nær perfekt kemi på skærmen og det er svært ikke at blive rørt over den udvikling de sammen gennemgår. En jaloux tidligere kæreste spørger på et tidspunkt Mei, hvordan hun dog kan elske Jin efter kun tre dage. Filmen postulerer ikke blot at det kan lade sig gøre, men den viser det også som troværdigt.

Dele af den kinesiske dialogs mere poetiske vendinger er uundgåeligt lidt svært at sluge i oversættelsen. Alene titlen er problematisk. Men skuespillerne siger deres replikker med nok overbevisning til, at det ikke blive et stort problem.