[b]En kunstnerduo under lup[/b]

Der er for det meste et ret stærkt skel mellem de film, der kommer op som almindelige biograffilm, og den mere beskedne slags, som højst kan håbe på at blive en festivalfilm. Ofte er det mange af de mest løse, men også mest spændende og menneskevarme filmværker, der kun kan fanges kortvarigt på festivaler, mens de mere kønsløse mainstreamsager får al opmærksomheden i biografsalene.

Af den årsag er det også positivt, at en film som “How Are You” har fået chancen som almindelig biograffilm, for det er en film, der hurtigt kunne være blevet fuldstændig overset. Den mangler næsten alle de sædvanlige elementer, der vækker opmærksomhed. Her er ingen biljagter, ingen dramatiske begivenheder og ingen følelsesladede selvudleveringerne. I stedet er den en dokumentar, der følger et homoseksuelt kunstnerpar, men selvom nogle af de sociale kvaler ved at være bøsse lurer i baggrunden, så er værket heller ikke en problemfilm om homoseksualitet, og selv hovedpersonerne er komplet sympatiske. Hvor kedeligt kan det blive?

Ikke spor, viser det sig, for netop den løse fortællingsform bliver filmens charme, mens den ganske roligt følger vores hovedpersoners arbejde. De to hovedpersoner er den dansk/norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset, og gennem filmen præsenteres vi for nogle af deres værker, hører en smule om deres opvækst og tanker bagved deres kunstneriske udtryk samt følger opbygningen af det ambitiøse værk “The Collectors” ved Biennalen i Venedig, hvor stressen for alvor presser på.

Midt i 90’erne bliver de to et kærestepar, der sammen udtænker ideer, men selvom forholdet ikke holder i længden, så bliver de ved med at danne fælles front kunstnerisk. Deres rebelske happenings og installationer vinder dog ikke meget gehør i Danmark, så i stedet sætter de kursen mod det store udland, hvor de opnår opmærksomhed ved flere lejligheder. Vi følger dem ved en kontroversiel præsentation i Berlin, hvor de laver et mindesmærke for de homoseksuelle ofre for nazismen, men sagen tager en meget nutidig drejning, da udstillingen gentagne gange udsættes for hærværk, og det atter må sandes, at intolerancen ikke uddøde med Hitler.

Det virkelig store tilbud kommer dog med den førnævnte udstilling i Venedig, og vi får chancen for at kigge parret over skuldrene, mens de skaber selve værket. Filmens instruktør Jannik Spildsboel virker dog mindre interesseret i tankerne bagved værket og mere optaget af selve arbejdsprocessen. Danske Michael Elmgreen fremstår umiddelbart som den mere dominerende og målrettede af de to, mens Ingar Dragset optræder som den, der i høj grad er med til at sørge for, at det hele ikke kuldsejler i hysteri. I en særdeles morsom scene lader Elmgreen en regn af brok falde over alt og alle, mens nordmanden ganske upåvirket arbejder videre. Det er næppe hverken første, anden eller sidste gang, han er vidne til et sådan forbigående raserianfald.