[b]Skindets bedrag[/b]

Hvad skal jeg putte i tasken i aften? Glidecreme og en skarpladt pistol, selvfølgelig! Jo, alt er ved sit gamle, outrerede selv i Pedro Almodóvars 19. spillefilm, “Huden jeg bor i”. Og så er Antonio Banderas tilbage i et brag af en rolle som iskold, sadistisk plastikkirurg med en mørk og makaber hemmelighed. “Huden jeg bor i” er med andre ord et kulørt mesterstykke fra mesteren selv.

Under den bagende Toledo-sol udspiller sig et bedrag. Skindets bedrag, først og fremmest. Den feterede og velhavende plastikkirurg Dr. Robert Ledgard roder hjemme i privaten med eksperimenter udi en ny type medicinsk fremstillet, kunstig hud, der er meget stærkere end den, vi kender. Etisk arbejder han på vulkaner, men virkeligheden er langt mere grum, end nogen af hans kolleger kan forestille sig. For indespærret i den enorme villa og under konstant overvågning foretager han eksperimenter på den unge kvinde Vera (Elena Anaya). Stykke for stykke erstatter han hendes hud med den kunstige, ansigtet re-modelleres – alt sammen i Ledgards afdøde kones billede.

Langsomt oprulles Ledgards historie. I tilbageblik erfarer vi, hvorledes først hans kone bliver forbrændt i en bilulykke, dernæst hvorledes datteren voldtages og mister forstanden – i den tro, at det er hendes egen far, der er gerningsmanden. Men hvor og hvordan passer den smukke Vera ind i billedet? Og er Vera overhovedet Vera? Skindet bedrager som sagt.

“Huden jeg bor i” forener Almodóvar-klassikere som skønne kvinder, stilfulde mænd, kønskamp, uhæmmet seksualdrift, familieintriger (masser af dem!), besiddertrang, voyeurisme og mord. Visuelt er der tale om en veritabel slikbutik, hvor øjet konstant stopfodres med den ene sukkerholdige lækkerbisken efter den anden i form af Jose Luis Alcaines smukt komponerede billeder, mens øregangene synes kærtegnet af Alberto Iglesias’ noir-svøbte kompositioner. Noir’en møder melodramaet, og horrorkonventionerne spøger lumsk lige bag de tungt draperede, vinrøde gardiner. Sådan en overmættet genrestuvning kan næsten kun blive for tung – i hænderne på alle andre end Pedro Almodóvar, vel og mærke. Baseret på den franske forfatter Thierry Jonquets kulørte roman “Spindleren” (1984) sætter instruktøren sit eget, umiskendelige præg på handlingens gang. “Huden jeg bor i” er således blevet en udpræget queer-film, hvor seksualiteten og kønnet konstant er til åben diskussion, mor-søn-relationerne er komplekse, og overflade er alt.

Elena Anaya som Vera er en virkelig god Almodóvar-diva. I kropsnær, hudfarvet heldragt spankulerer hun verdensfjern rundt i sit fængsel, strækker og bøjer den perfekt proportionerede krop og indfanges i ultra-nærbilleder af villaens overvågningskameraer, som Dr. Ledgard kontrollerer med mærkværdig distance fra sit soveværelse. I en opiumståge, endda. Som altid hos den spanske provo er der rigeligt med bar hud til husarerne, og det er altså Anaya, der denne gang må lægge ynder til. Banderas’ elegante Ledgard leder tilskueren i fordærv med sin velfriserede, solbrune fremtoning. Og så viser han sig selvfølgelig at være sadist helt ud i fingerneglene.