[b]Rod i filmrødderne[/b]

Martin Scorseses nyeste film, “Hugo”, har flere balancegange at gå: Den skal for det første finde den gyldne middelvej mellem at være en børne/familiefilm og en voksen kærlighedserklæring til filmmediet; den skal både fungere som selvstændig film samtidigt med, at den skal være tro mod sit forlæg (den illustrerede roman “The Invention of Hugo Cabret” fra 2007); og sidst, men ikke mindst, skal billedsiden både fungere i 3D og i 2D. Men som det ofte går i den slags situationer, har “Hugo” tit svært ved at holde balancen.

“Hugo” foregår i mellemkrigstidens Frankrig. Her lever drengen Hugo på en jernbanestation i Paris, hvor han bor for sig selv bag banegårdens store ur. Han arbejder på at reparere en diminutiv robot – et projekt, hans far påbegyndte, men ikke nåede at færdiggøre, før en voldsom brand tog livet af ham. Men da en af banegårdens ældre butiksejere, som Hugo ofte stjæler reservedele fra, får nys om denne maskine, må Hugo alliere sig med butiksejerens datter, hvis han vil gøre sig forhåbninger om nogensinde at færdiggøre sin fars projekt.

Det viser sig halvvejs inde i filmen, at butiksejeren er en ganske særlig, historisk person. Vi afslører naturligvis ikke, hvem der er tale om, men det skal dog siges, at filmen derefter skifter karakter og lader handlingen gå en ganske anden vej, end der ellers var lagt op til. Det er også her, filmens problemer for alvor begynder at hobe sig op. Historien, som først lige er begyndt at fænge, skrinlægges til fordel for en helt anden fortælling, og selvom det er her, Scorsese gerne vil fortrylle os med stumfilmsnostalgi, og selvom det højst sandsynligt havde virket bedre, hvis man selv var ekspert i filmmediets ældste kunstværker, så kan “Hugo” ikke bære pludseligt at have en anden hovedperson, et andet plot og et nyt formål.

“Hugo” virker slet og ret en smule forvirret. Skuespillerne synes usikre på, hvornår eller hvordan de skal træde i karakter, og den ellers velspillende børneskuespillerinde Chloë Grace Moretz (superb i “Kick-Ass”) virker til tider direkte i tvivl om, hvilket ansigtsudtryk hun skal iføre sig. Jude Law, Ray Winstone og Helen McCrory gør det til gengæld godt i deres biroller, mens Sacha Baron Cohen, Christopher Lee og Emily Mortimer virker lige så forvirrede som tilskueren over, hvad pokker deres roller egentlig har at gøre i filmen. Et lyspunkt er dog den altid strålende Sir Ben Kingsley i rollen som butiksejeren med en noget speciel fortid.

Visuelt vil “Hugo” også mere, end den reelt magter at præstere. Jo, CGI-landskaberne er da flotte, men på samme lidt bevidst kunstige måde som i “Moulin Rouge!”. I en film, der gerne vil forherlige det magiske ved de gamle stumfilm og deres “primitive” æstetik, virker det simpelthen en smule malplaceret med så megen computergrafik. Derudover synes Scorsese også for forhippet på at give seeren en flot 3D-oplevelse, hvilket så til gengæld giver bagslag hjemme foran 2D-tv’et. Dette ses mest tydeligt i de lidt for lange [i]”åh nej, jeg er lige ved at blive ramt af et tog”[/i]-sekvenser samt i den 13 minutter lange 3D-tour de force-intro, som slet ikke har den samme slagkraft i 2D.

Alt i alt er det altså en lidt flad fornemmelse at se “Hugo”. Dens filosofi om, at alle mennesker har en funktion i verden, og at man ikke skal skamme sig over, hvem man er, er selvfølgelig set før, men ikke desto mindre er det et eviggyldigt, sympatisk og relevant budskab. Ligeledes er der spænding og humor nok til, at man indimellem rives med og aldrig stirrer på uret. Overordnet set lider filmen dog af overanstrengt børneskuespil, et overforbrug af 3D-optagelser og en grundlæggende usikkerhed med hensyn til sine karakterer og sin historie.

[b]Video[/b]

Udgivelsens transfer er til gengæld enormt smukt. Udgivelsen huser både en dvd- og en BD-udgave af filmen, og det er tydeligt, hvor meget bedre de mange CGI-panoreringer klarer sig i HD. Detaljerigdommen er enorm, og alt fra de mikroskopiske dingenoter i de mekaniske opfindelser til de små gader og stræder i totalbillederne af Paris fremstår enormt tydelige. Ingen støj optræder, og langt størstedelen af filmen fremstår knivskarp. Et upåklageligt transfer!

[b]Audio[/b]

Lydsiden gengives også enormt godt takket være et fremragende DTS-HD Master Audio 7.1-mix. Der gøres heftigt brug af lydeffekter, når filmen udspiller sig på banegården, og de kommer alle klokkeklart igennem og overdøver ikke hinanden – og det vel at mærke samtidigt med, at både baggrundsmusikken og dialogen kommer klart igennem. Det eneste, jeg godt kunne savne, var, at der blev sat lidt mere sving i de bagerste højtalere, således at man i højere grad fik fornemmelsen af at sidde midt i menneskemylderet.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsen indeholder fem små dokumentarfilm, der hver især varer mellem 3 og 20 minutter. “Shoot of the Moon” er en klassisk [i]’nej hvor var vi gode![/i]-featurette, der kun er interessant for fans, der er lige så forgabte i filmen som dens bagmænd. Det er dog interessant at høre om Scorseses overvejelser omkring 3D. Derudover er der også kortere videoer om robotten, Sacha Baron Cohens rolle og scenen med toget, der kværner gennem banegården og ryger ud af vinduet. Men den absolut mest interessante video handler om stumfilmspioneren George Méliès. Denne 15 minutter lange introduktion til hans liv og værker tilbyder et spændende indblik i en helt anden filmalder, hvor [i]special effects[/i] havde en ganske anden betydning end i dag. Dette er både filmhistorisk spændende og nørdet på den [i]fede[/i] måde!