[b]Scorsese som tryllekunstner[/b]

Martin Scorseses længe ventede familiefilm, “Hugo”, er en eminent hyldest til sit eget medie. Undervejs kan man tydeligt mærke Scorseses smittende lidenskab for de levende billeder og de alternative verdener, vi alle drager ind i, hver gang vi køber en biografbillet. Historien har massevis af interessante lag, der ikke blot er forbeholdt børn eller voksne at gnaske igennem.

“Hugo” fokuserer (sjovt nok) på den forældreløse dreng Hugo (Asa Butterfield). Han bor bag murene på en gigantisk togstation i Paris anno 1931, hvor hans job består af at holde urene i gang. Det eneste klenodie, som Hugos elskede, afdøde far har efterladt sin søn, er en mekanisk robot, der ikke virker, men som Hugo inderligt ønsker at reparere, da han er overbevist om, at den indeholder en besked fra faderen. Legetøjsmageren Georges (Ben Kingsley) griber en dag Hugo i at stjæle fra sin butik på togstationen, og som straf snupper han Hugos fars gamle notesbog om den mekaniske robot. Georges synes at have en mystisk forbindelse til skriverierne i den gamle bog, og snart begynder en rejse igennem tid og rum for Hugo og alle de involverede.

De fem Oscar-statuetter, der alle anerkendte æstetikken i “Hugo”, var hamrende fortjente. Allerede fra første færd virker filmen magisk, hvor vi serveres for en panoramisk udsigt over togstationen Charles de Gaulle – Étoile i Paris, hvor triumfbuen lyser smukt op i natten og langsomt transformeres til et kæmpemæssigt, mekanisk klokkeværk. Det er uden tvivl et symbol på filmens legesyge tilgang til tidens gang. Brugen af 3D klæder filmen og er med til at gøre hele “Hugo”-universet magisk og tryllebindende.

I rollen som Hugo spiller den relativt ukendte Asa Butterfield overbevisende godt, og han bakkes op af stærke navne som Ben Kingsley og Sacha Baron Cohen, hvor sidstnævnte spiller stationsforstander. Cohen optræder ofte som et kærkomment, komisk afbræk under en til tider melankolsk og alvorsfuld fortælling, såsom da stationsforstanderen tager karbad med sin vagthund, eller da han skal samle mod til sig og hilse på en skøn mademoiselle, der spilles af Emily Mortimer. Cohen øver sig på diverse smil, der forekommer alt andet end charmerende. Kingsleys rolle er mindre morsom, men ikke mindre mindeværdig, idet han slæber rundt på et indre, interessant mysterium, som Hugo inderligt ønsker at løse. På trods af sin rolle som den bitre, gamle legetøjsmager så får Kingsley alligevel skabt en virkelig sympatisk karakter, som man ønsker at lære bedre at kende.

Men det allerbedste ved “Hugo” må simpelthen være den fornemme måde, hvorpå Scorsese vikler hyldester til filmmediet ind i selve historien. Det er så intelligent flettet sammen, at enhver filmnørd bør applaudere Scorsese for hans opfindsomhed. Tjek bare, da vi bliver vist et klip af folks reaktion på den allerførste filmvisning nogensinde tilbage i 1895, hvor et tog på lærredet kørte imod publikum og fik dem til at spæne skrigende væk. Nutidens 3D-effekt stiler ofte efter den omtrent samme effekt, og Scorseses kløgtige, intertekstuelle referencer vil ingen ende tage. Derfor er der da også i et af Hugos mareridt et tog, der med voldsom fart kører mod lærredet og indgyder nærmest den samme panik, som folk måtte have følt tilbage i af 1895, takket være den gennemslagskraftige brug af 3D.