[b]Live fra slagmarken[/b]

Kathryn Bigelow nåede som en af de få kvindelige instruktører at markere sig som en af de bedre actionfilmskabere i 90’erne med de to iøjnefaldende actionthrillers “Point Break” og “Strange Days” – for så at forsvinde ud af det internationale søgelys i en periode. Med hendes særlige evne til skabe vedvarende actionmættede sekvenser er hun denne gang gået skridtet videre og balancerer på kanten mellem dokumentarisk realisme og den traditionelle amerikanske krigsfilm.

Med udgangspunkt i en række virkelige hændelser foregår “The Hurt Locker” i det krigshærgede Irak. Vi følger en amerikansk specialenhed bestående af tre soldater, der har til opgave at neutralisere den lange række bomber, som irakiske oprørsgrupper kreativt har placeret overalt i en unavngiven by. Det er bogstaveligt knald eller fald for den hårdføre enhed, der kastes ud i vanvittige situationer, mens de kæmper med at bevare det livsnødvendige kolde overblik.

“The Hurt Locker” er et chokerende indblik i krigens kynisme og den angstfulde bagside af medaljen, professionelle soldater lever med hver dag – omsat i den måske mest virkelighedstro skildring af guerillakrig siden Gillo Pontecorvos mesterværk “Slaget om Algier” fra 1965. Til trods for den nødvendige røde handlingstråd føles Bigelows nyeste film som være optaget direkte fra slagmarken. Dette giver gennem den intense realisme et særdeles fragmentarisk islæt, der på godt og ondt mere er fremstillet som en dokumentar end en egentlig spillefilm.

Kender man en smule til Live Leak – en videoportal, der er betrygtet for at vise alt fra Geert Wilders “Fitna” til privatoptagelser fra soldater i krig – kan der hurtigt trækkes tråde til, hvordan “The Hurt Locker” er opbygget. Selvom krigssekvenserne naturligvis er nøje tilrettelagt, og kameraindstillingerne dynamisk skifter mellem subjektive optagelser og totalbilleder, er filmen klippet så fornemt sammen, at det føles langt mere intuitivt end eksempelvis “Redacted” og “Black Hawk Down”. Soldaterne i den lille enhed, anført af den iskolde bombemand Will James, fremstilles ikke som demokratihungrende helte. Helt oplagt havde det også været at fokusere på krigens meningsløshed med tabet af menneskelig uskyld, men de gængse temaer omgås elegant og konsekvent. I stedet træder vi ind i slutningen af en udstationeringsperiode, hvor soldaterne enten er gået i opløsning eller simpelthen er blevet mærket så meget af krigen, at et normalt liv ikke er en del af deres virkelighed. Krigen dokumenteres i “The Hurt Locker”, men der tages ikke stilling til, hvad der er rigtigt og forkert – kun at mennesker på hver side bliver nedbrudt som konsekvens.

“The Hurt Locker” byder på en række intense sekvenser baseret på autentiske oplevelser, der får en lang række andre krigsfilm til at ligne ren børnehave. Bestræbelserne på at imødekomme en virkelighedstro krigszone ud fra virkelige hændelser afgrænser de enkelte actionsekvenser og skaber utilsigtet tomrum. Der savnes et mere flydende forløb, så filmen netop ikke bliver en opvisning i en række nok så medrivende anekdoter fra Live Leak. Det er virkelig ærgerligt, da alle tekniske finesser til de effektive skuespillerpræstationer ellers er skruet nærmest perfekt sammen. Alt lige fra de små cameo-lignende roller fra Guy Pearce, Ralph Fiennes og David Morse til den altoverskyggende præstation fra Jeremy Renner er fremragende eksempler på en instruktør, der kan få det allerbedste ud af selv små scener ved de helt rette skuespillervalg. Jeremy Renner ser dermed også ud til at have fået sit endelige gennembrud og kan meget vel blive en af Oscar-kandidaterne til næste år.