Opbyggeligt drama med manglerHvem griber en mand, der giver slip på alt? Således lyder undetitlen til det, skaberne selv kalder for et opbyggeligt drama. “Hvid nat” er fortællingen om en mand, der for at gøre op med fortiden må gøre op med sin nutid og sig selv.

Ulrich er en kold skid. Han tjener sine penge, og ganske mange af dem endda, på ejendomshandel, der mere eller mindre går ud på at snyde folk for så mange penge som muligt. Han kan lyve og bedrage uden de store problemer, og lever livet med byture på firmaets regning og omgivet af materiel luksus.

En dag vendes der op og ned på det hele, da han under et simpelt værtshusskænderi skubber til en mand, der i faldet slår hovedet mod en kant og dør. Med sin fars advokater i ryggen bliver Ulrich pure frikendt, hvilket hans jetset-kone, venner og kollegaer straks ønsker at fejre. De ser ikke det store problem i, at et menneske har mistet livet – det var jo bare en eller anden taber og fulderik, som sikkert var kradset af alligevel før eller senere. Ulrich kan dog ikke ryste skyldfølelsen af sig, og da han opdager, at den døde mand efterlader sig en kone og to børn, ser han muligheden for frelse. Han kontakter hende, og tilbyder at købe hende et hus, så hun kan komme væk fra den lille lejlighed, hun og børnene bor i, hvilket hun presset af sin søster tager i mod.

Normalt virker det for Ulrich at købe sig ud af problemer, men selv om han netop har foræret den lille faderløse familie et hus til millioner, så nages han stadigvæk. Hans kone forstår ham ikke, og hans venner kan heller ikke forstå, hvad der sker med ham. Lige så stille begynder Ulrich at kaste det hele fra sig. Han smider konen ud, bliver fyret, drikker for meget og påbegynder en deroute af rang. Familien vil ikke længere have noget med ham at gøre, og til sidst er Ulrich helt alene i verden. For at komme på fode igen må han gøre op med sig selv og en fortid, der konstant spøger i hans sind.

“Hvid nat” er Jannik Johansens tredje spillefilm. Han har tidligere instrueret “Rembrandt” og “Mørke” og kaster sig nu over dramaet sammen med Anders Thomas Jensen, som han har skrevet manuskriptet sammen med. Historien i “Hvid nat” er for så vidt ikke specielt original, men den har alligevel adskillige kvaliteter, der gør den ganske seværdig. Først og fremmest skal Lars Brygmanm fremhæves. I skikkelse af den forpinte Ulrich spiller han utroligt stærkt. Han formår at portrættere en mand, inderligt plaget af skyld og med en altoverskyggende selvdestruktiv karakter, med formidabel indlevelse og med en indre gnist, der brænder igennem. Ulrich er dramaets altopslugende centrum, men der bliver alligevel også plads til gode biroller fra Rikke Louise Andersson og Nicolas Bro.

Selve fortællingen er noget mondæn, men den drives trods alt frem af et godt konstrueret manuskript og stærk instruktion. Filmen er dog ikke uden mangler. Det, der savnes mest i “Hvid nat”, er noget mere bid og fandenivoldskhed. Det hele går jo ad helvede til, men det foregår på sådan en pæn facon, at man ikke helt lever sig ind i alle de vigtige og gode ting, som filmen gerne vil fortælle os. Vi når aldrig helt derned på bunden, hvor det bliver rigtig interessant.