[b]Fin, men ligegyldig krimi[/b]

“Hypnotisøren” er baseret på Lars Keplers (pseudonym for forfatterparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril) kriminalroman af samme navn, som er en del af de senere års bølge af meget populære nordiske krimier, der også omfatter Stieg Larssons “Millennium”-trilogi. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig har forstået, hvorfor netop denne krimibølge har opnået en så stor, verdensomspændende popularitet, ud over at den måske efterkommer en stigende efterspørgsel efter uforpligtende og ufarlig, men også mere [i]mørk[/i] underholdning. Det er der intet galt i, men altså heller ikke noget ophidsende.

“Hypnotisøren” lægger ud med det brutale mord på en hel familie. Eneste overlevende er den 15-årige søn, der hårdt såret indlægges på hospitalet. Han er dog så slemt tilredt, at han ikke kan udtale sig, men da han er det eneste vidne, griber politimanden Joona (Tobias Zilliacus) til alternative metoder og tilkalder en hypnotisør ved navn Erik (Mikael Persbrandt), der imidlertid ikke kan få andet ud af drengen end, at han læste et brev, lige før forbrydelsen blev begået. Mens Joona fortsætter efterforskningen, forsøger Erik at reparere sit ægteskab med Simone (Lena Olin), som er ved at gå i opløsning over sin uoverkommelige mistillid til sin mand, der to år forinden var hende utro.

Der skal ikke herske tvivl om, at instruktør Lasse Hallström og manuskriptforfatter Paolo Vacirca har gjort et godt stykke arbejde med hensyn til at konvertere bogen til film. Der balanceres for det meste helt uproblematisk mellem de forskellige handlingstråde og karakterer, selvom enkelte personer dog forsvinder ud af filmen på lidt mærkelige måder. Efter de første 3-4 scener, der virker ret kluntede og forcerede, får Hallström et rigtig godt greb om fortællingen, og filmen har herfra et godt flow og en stramt fortalt historie.

Dertil kommer, at skuespillet fra Persbrandt og Olin er brillant, og de formår at gøre familiedramaet til ikke bare en velfungerende del af filmen, men næsten det mest fængende og interessante. I rollen som Joona er Zilliacus mindre overbevisende, men det skyldes også, at hans rolle ikke er skrevet lige så godt. I bund og grund ligner han mere en bifigur, der har ansvaret for, at efterforskningen skrider frem, end han ligner en hovedperson, der som karakter er interessant at følge. Det er en ting som dét, der er med til at udtvære tematikken i filmen og dermed får seeren til overveje, hvad man egentlig skal have ud af filmen?

For ud over en historie, der for det meste er spændende og fængende, så er “Hypnotisøren” blottet for dybere mening og overrumplende twists. Der er ikke noget af filmen, der bliver siddende i kroppen bagefter; ingen nye ideer, der giver en særlig eller ekstraordinær film, og ingen skurk med en spændende psyke, en spændende motivation eller en mindeværdigt agenda. Enhver person, der kan finde på at tage livet af en hel familie, er umiddelbart et psykologisk studie værd, men filmen lægger ikke op til andet end den kedelige konklusion: [i]”Nøj, hvor var den person bare skør!”[/i].