God, men ikke legendarisk fremtidsfabelDer findes ikke mange skuespillere, der stort set ene og alene kan skuldre en blockbuster. Will Smith får det til at ligne barneleg. I rollen som Robert Neville, den øjensynligt sidste mand i live på planeten Jorden, udviser Smith den samme påfaldende entusiasme, kække facon og til tider hjerteskærende intensitet, der i årevis har trukket biografgængere i biffen og fået hans film til at skovle fem milliarder dollars ind på verdensplan. Den snart 40-årige Smith mønstrer en typisk mangfoldig præstation, som styrker hele seancen. Han er eminent.
[image=23909]
“I Am Legend” er den tredje filmatisering af Richard Mathesons velrenommerede roman, men den første, der deler navn med forlægget. Året er 2011, og førnævnte Neville er immun over for en grufuld virus, der har dræbt over 500 millioner mennesker, og som har transformeret de resterende homo sapiens til brutale, vampyragtige bæster, der løber skrigende rundt om natten på jagt efter føde. Neville arbejder på livet løs i sit laboratorium på Manhattan for at finde en kur, men livet som ensomt menneske begynder at tære på forskerens psyke, og truslen fra mutanterne synes at vokse.
Efter en kort prolog lægger filmen ud med en række forbløffende billeder af et øde New York. Ukrudt gror overalt på byens ikoniske veje, efterladte biler befinder sig alle vegne, og vilde dyr hersker. Der er billeder i “I Am Legend”, som er så lamslående, at man næsten får åndenød. Og så er der billeder, der får én til at rulle med øjnene og betvivle det faktum, at filmen kostede 150 millioner dollars at producere. Men især filmens første halve time er ekstremt stemningsfuld og spændende. De storladne billeder, det elegante lyddesign, den nagende uvished om nattens farer og en veloplagt Will Smith sørger for, at man er limet til skærmen.
[image=23910]
Da Neville løber ind i en tom bygning og begiver sig igennem de bælgmørke lokaler for at finde sin højtelskede hund, sættes nerverne på en slidsom prøve. Kun glimtvis ser vi, hvad Nevilles lommelygte spotter, og vi hører kun mandens anstrengte, ensomme åndedræt. Instruktør Francis Lawrence, hvis glimrende tegneseriefilmatisering “Constantine” ligeledes var rig på stemningsfuld uhygge, er tydeligvis en mand, der forstår at udnytte mediets virkemidler til at tirre publikum. Men så snart, mutanterne forlader skyggerne og bevæger sig ud i det dødsensfarlige sollys, fordamper uhyggen også. De kridhvide, teksturløse kreaturer er nogle af de mest utroværdige computergenererede væsner, der nogensinde er set i en dyr Hollywood-produktion.
Lawrence har forsvaret de tudegrimme, computerskabte monstre med, at folk iført makeup ikke ville kunne udføre de samme bevægelser nær så hurtigt. Men i gyseren “The Descent” lykkedes det ellers for mennesker i kostumer (der til en vis grad lignede uhyrerne i “I Am Legend”) at virke både troværdige og allerhelvedes skræmmende. Og Lawrences dyre megahit kostede altså 30 gange så meget at lave. Men så længe truslen opholder sig i mørket og frem til den sidste, kaotiske akt, hvor regulær og ordinær action foretrækkes frem for uhygge, er “I Am Legend” en meget spændings- og stemningsmættet affære, som ophavsmændene kan være stolte af.
[image=23908]
Denne udgivelse indeholder både biografudgaven og den omdiskuterede alternative udgave af filmen. Den alternative slutning leverer heller ikke en helt tilfredsstillende konklusion på fortællingen, men dens moralske flertydighed (som frastødte det amerikanske testpublikum) er interessant, og der er ingen tvivl om, at denne slutning er mere fyldestgørende end biografudgavens forhastede, rodede ditto.
Den nye slutning understreger især Mathesons oprindelige, evigtgyldige pointe: Det er ikke nok bare at overleve, man skal gøre sig fortjent til at overleve, og der er ofte en hårfin grænse mellem monster og helgen.
[image=23913]
VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. De to udgaver af filmen befinder sig på hver sin dvd, og begge versioner ser lige fremragende ud. Mere eller mindre fra start til slut er billedet knivskarpt. Farverne er fuldstændig naturtro og kontrasten er fornem – selv filmens mange skygger og nattebilleder er spækkede med detaljer. Hverken støj, komprimeringsfejl eller udtværinger figurerer. En håndfuld skud er en anelse bløde og byder på spinkle glorier, men der optræder slet ikke nok skavanker til at frarøve transferet topkarakter.
AudioDe to versioners lydspor er også lige gode. Hele kanalnetværket er aktivt fra start til slut, og talløse subtile effekter er med til at skabe en utrolig overbevisende auditiv atmosfære. Der er utallige eksemplariske panoreringer, og begge spor er støjfri. Replikkerne er krystalklare og besidder en forrygende rumklang, hvorfor man næsten forledes til at tro, at skuespillerne vitterligt befinder sig i stuen. Både lydsidens dybeste og højeste toner gengives fornemt – lige fra lyden af Nevilles sportsvogns brummende motor til mutanternes skingrende skrig, som Faith No More-sangeren Mike Patton indspillede.
[image=23912]
EkstramaterialeUd over at indeholde to versioner af filmen indeholder denne udgivelse også et par dokumentarer, fire animerede tegneserier, en reklame for HD-DVD og Blu-ray samt en trailer til “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street”. Tegneseriesekvenserne varer tilsammen ca. 22 minutter, og de skildrer flere andre menneskers tilværelse under infektionen. Tegneserierne er enormt flotte og elegant skruet sammen med fornem brug af musik og lyd.
“Creating I Am Legend” (49 min.) tilbyder et ganske underholdende kig på filmens tilblivelse og indeholder adskillige informative interviews med skuespillerne og filmmagerne. Matheson interviewes også. “Cautionary Tale: The Science of I Am Legend” (20 min.) er både en fascinerende og skræmmende dokumentar om virkeligheds farligste vira. Alskens eksperter interviewes, og der optræder masser af ubehagelige billeder, der bestemt ikke er for folk med sarte nerver.
[image=23907]