Will alene i verdenDer er noget grumt fascinerende i den filmiske dystopis evne til at skabe billeder af velkendte bylandskaber efter apokalypsen har indtruffet, hvor orden er blevet til kaos i en nærmest omvendt skabelsesberetning. Set igennem denne optik fungerer den visuelle side i “I Am Legend” fortræffeligt med nogle imponerende og dystre billeder af et øde og forvitret New York. Filmens virkelige styrke ligger dog i sammenkoblingen af dette monomentale ydre forfald med den indre nedbrydelse af en enkelt mand.

New York har været skueplads for mangen en mørk fremtidsvision, og byens [i]skyline[/i] synes da også at være velegnet som postapokalyptisk scenografi, hvor det menneskeskabte habitat kolliderer med den tilbagevendte og oprindelige natur i form af hjorteflokke og rovdyr på jagt i gaderne. Will Smith spiller soldaten/videnskabsmanden Robert Neville, som er sidste mand i byen efter, at en virus har udslettet ikke kun New Yorks indbyggere, men også resten af Jordens befolkning.

Med hunden Sam som sin primære medspiller er Smith i stor grad tvunget til at frembringe empatien for sin karakter på egen hånd – en opgave, som Smith må siges at løse til fulde. Robert Neville er milevidt fra de andre helteroller, som Smith har spillet i actionfilm som “Independence Day” og “I, Robot”, hvor hver en udfordring blev løst med en rapkæftet bemærkning som følgesvend. Med Neville slipper man heldigvis for dumsmarte bemærkninger og fokus bliver i stedet lagt på den psykiske belastning, som omstændighederne har placeret på Nevilles skuldre.

I “I Am Legend” sættes det urbane forfald lig med Nevilles forfald som socialt væsen. Uden chance for medmenneskeligt samvær knytter han i stedet bånd med byens mannequiner samt hunden Sam, og som disse udsættes for farer, mærker man for alvor, hvor tæt Neville er på at krakelere under den disciplinerede overflade. Det er ikke ofte, at en helt i en Blockbusterfilm af denne kaliber bliver portrætteret så mentalt skrøbelig som Robert Neville, og det er skiftevis hjerteskærende og i filmens mere lette scener ligefrem underholdende at se, hvor langt ud han er kommet.

Filmen giver sig god tid til at skildre Nevilles dagligdagsrutiner i det forkrøblede bybillede, men selvom det er et fascinerende landskab at følge Neville rundt i, så er “I Am Legend” dog stadig så meget en genrefilm, at granskningen af hans ensomme hverdag ikke får lov til at vare hele filmen igennem, og snart viser det sig, at vor helt ikke er fuldstændig alene. En stor del af de virusinficerede mennesker er muteret om til vampyragtige væsner – ‘Dark seekers’ – som stadig befinder sig i byen. I en af filmens mere intense scener løber hunden Sam ind i en mørk lagerhal, og Neville må begive sig ind i mørket for at hente sin ven, velvidende hvilke farer, der befinder sig derinde. Her kommer filmens velkomponerede lydside til sin fulde ret, hvor stilheden benyttes eminent og til nærmest larmende effekt, så klaustrofobien i mørket er til at tage og føle på.