[b]Jeg er en bunke klicheer[/b]

Bortset fra den nyeste film i rækken har “Twilight”-serien ikke imponeret voldsomt med sine bedrifter, men at den alligevel har sat sit betydelige spor på filmbranchen vidner en film som “I Am Number Four” om.

Referencerne til “Twilight” i “I Am Number Four” er mindst lige så tydelige som i spoof-filmen “Vampires Suck”, men til gengæld har producenterne også prøvet på at lokke det mandlige publikum med ind i biografen ved at tilføje noget larmende action i bedste “Transformers”-stil – blot uden kæmperobotter og Megan Foxs kavalergang.

I dette tilfælde er vampyr-Edward erstattet af John, der ganske vist ikke glimter i solskin, men som til gengæld lyser fra sine hænder. Han er ikke alene fra underverden, men faktisk fra en helt anden planet, som dog er blevet destrueret af nogle onde rumvæsner. Fra den verden er der imidlertid kommet ni børn, som alle bliver jaget af de ondsindede væsner, og hvoraf John altså er nummer fire i rækken. Hvad præcis tallene henviser til er lidt uklart, men de gør ham til en truet dyreart, da de lede rummænd allerede har dræbt nummer et, to og tre og nu er på vej efter nummer fire. Hvorfor præcis de absolut skal dræbe dem i rækkefølge er et godt spørgsmål, men måske har intergalaktiske mordere bare sans for orden i tingene.

John spilles af Alex Pettyfer, som bringer et velplejet udseende til rollen, der muligvis vil gå lige i hjertet på teenagepigerne, men som til gengæld er ekstremt anonym og kedelig i hovedrollen. Det er blevet en overbrugt kliche at skrive om en skuespiller, at han kun har ét udtryk, men Pettyfer [i]har[/i] vitterlig kun ét udtryk, og man er allerede træt af at se på det efter fem minutter. Køn, men personlighedsløs er også hans kvindelige modstykke i form af Dianna Agron som den lidt flippede gymnasiepige. Skuespillet er i det hele taget temmelig tandløst over hele linjen, men der er dog en enkelt undtagelse i skikkelse af Timothy Olyphant, der i rollen som Johns beskytter puster liv i replikkerne og får dem til at lyde bedre, end de egentlig er. Han fik øjensynligt ikke memoet om, at han skulle være vag og kedelig.

Som koncept minder “I Am Number Four” en del om et afsnit af en science fiction-serie fra 90’erne med lidt high school-romance smidt oven i hatten, men selvom historien ikke ligefrem bugner af originalitet, så er den faktisk stærkest, når den vedkender sig sine B-films-elementer. Instruktøren D. J. Caruso giver hele herligheden et vist drive, men samtidig forfalder han ofte til de mest udbrændte klicheer i sin visuelle fortællerstil, som ligesom plottet føles hugget fra utallige andre film: Der springer ting ud af mørket, så snart vore figurer vender ryggen til, og med er sågar også den velkendte scene, hvor en person går væk fra en eksplosion uden at værdige den et blik. Og her gik jeg ellers naivt og troede, at vi efterhånden var blevet den slags scener kvit.