Fra USA’s vildnis og majestætiske floder til 50’ernes spektakulære Los Angeles. Fra midt-90’ernes triste ghettoer og frem til nutidens feminine skylag. Instruktør Curtis Hanson må siges at komme vidt omkring og “I dine sko” er den seneste film fra en af den amerikanske filmindustris mest alsidige og kompetente dramainstruktører. Man siger ofte, at der skrives for få gode roller til Hollywoods talentfulde skuespillerinder. Her er der flere af dem – gode roller såvel som talentfulde skuespillerinder. Derudover har Hanson allieret sig med brødrene Ridley og Tony Scott på producerfronten. Alle tre har de masser af erfaring med film, der byder på prominente og inspirerende kvinderoller. Det er med andre ord bestemt ikke forbudt at have forventninger til denne fine, lille film.
[image=12932]
Cameron Diaz og Toni Collette udgør det søskendepar, der danner filmens centrum. Den ene, Diaz, er en særdeles frisindet, energisk og forførende kvinde, hvis ordblindhed får hende til at undervurdere sig selv og sit potentiale. Collette spiller storesøsteren, som er langt mere jordbunden end sin ofte enerverende lillesøster. De to søskendes kontrasterende liv skaber ofte gnidninger imellem dem, der når en ubehageligt kulmination, da Diaz går i seng med Collettes nye kæreste og bogstaveligt talt bliver taget med bukserne nede. De to unge damer skilles som højlydte uvenner.
Hanson har skrabet et formidabelt cast sammen. Både Diaz og Collette gør det fremragende, både hver for sig og især, når de spiller overfor hinanden. På trods af, de to kvinders relativt forskelligartede udseender, er man ikke ét sekund i tvivl om, at de må have samme forældre og har kendt hinanden hele livet. Og Shirley MacLaine er bedre, end hun har været i årevis, som de to søskendes sympatiske mormor. Men selv en fantastisk skuespillerbesætning kræver en god instruktør, og Hanson klarer opgaven stilfuldt og uden nogen slinger i valsen. Instruktøren har tydeligvist taget sig tid til at udforske ethvert aspekt af hver enkelt karakter, så handlingsforløbene og personerne fremstår dybere og mere troværdige end i langt de fleste andre dramaer på markedet.
[image=12938]
Filmen er dog desværre lidt for lang. Godt og vel to timer varer den, og havde man valgt at fjerne visse scener, især fra filmens delvist langsommelige midterdel, var dens emotionelle slagkraft sandsynligvis blevet større. I størstedelen af filmen er de to søstre adskilt. Her bruges der beklageligvis alt for lidt tid på at fortælle om forholdet imellem de to, og hvordan deres gensidige fravær berører dem begge. De får lidt for meget lov til at sejle deres egen sø, hvilket svækker filmen en smule. Sidste akt virker derimod en anelse forhastet. Men bortset fra disse få ujævne passager fungerer “I dine sko” fint, og skuespillernes kærlighed til både rollerne og materialet skinner igennem og er smittende.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Den relativt nye fotograf Terry Stacey (“American Splendor”, “Door in the Floor”) har givet “I dine sko” et lettere køligt og billedmæssigt stilfærdigt look, som denne dvd præsenterer ganske nydeligt. Billedet er en anelse grynet og ikke helt fri for edge-enhancement eller digital støj, men transferet er skarpt, kontrasten præcis og farverne korrekt og godt gengivet.
[image=12934]
Audio”I dine sko” er et karakterdrama, så det siger sig selv, at det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor på dvd-udgivelsen ikke ligefrem splitter stuen ad. Lydsporets vigtigste ingredienser er dialog, atmosfære og musik, og alle tre dele går fint igennem. Dialogen er tydelig, samtlige kanaler (dog desværre primært fronthøjtalerne) bruges til at skabe en troværdig atmosfære og musikken fylder godt ud – også i subwooferen, som giver lyden en dejlig bund. Et fint lydspor.
EkstramaterialeEkstramateriale-sektionen på dvd’en er en klar skuffelse. Med et så godt cast, en så talentfuld instruktør og et manuskript baseret på en så succesrig amerikansk bestseller, havde man forventet at høre langt mere om tilblivelsen af selve filmen. Der er tre featuretter: “The People in the Shoes” (16 minutter), “A Retirement Community for Acting Seniors” (11 minutter) og “From Death Row to the Red Carpet: Casting of Honeybun” (8 minutter). Førstnævnte featurette er bedre end gennemsnittet, og fortæller (alt for) kort lidt generelt om filmen. De to andre dokumentarer er hverken særlig morsomme eller interessante og handler henholdsvis om filmens mange aldrende statister og en enkelt køter, der ses blot få minutter i selve filmen.
Til slut byder dvd’en på traileren til “The Family Stone” samt en kort forsmag på den kommende Lindsay Lohan film “Just My Luck”.
[image=12936]