Det er dyrt at have samvittighed i Radu Judes nye dramakomedie om en foged i spirituel krise. Bag instruktørens vanlige perversioner og under bæltesteds humor gemmer der sig i byjunglens livløse boligblokke, sjæleløse kontorer og insisterende reklamebannere en håbløs refleksion over ondskab. Resultatet er en for Jude ukarakteristisk mådeholdig film, der dog stadigvæk kun kunne stamme fra shitpostcinemaens konge.

Den rumænske instruktør Radu Jude lavede to film i 2025. Den ene var Dracula, en næsten tre timer lang maksimalistisk, hypervulgær og delvist AI-genereret shitpost af en film, og den anden er biografaktuelle Kontinental ’25.

Hvis man tænker, at Jude ville følge det gamle råd om at lave en film for dem og en for sig selv, har man delvist ret. Kontinental ’25 er nemlig en væsentligt mere afdæmpet film end Dracula, hvilket man allerede kanhøre på den simple beskrivelse af plottet: I Cluj gør den ungarske foged Orsolya sit job og smider en ældre, alkoholiseret herre ud af sin bolig, så der kan bygges nye, mere rentable boliger i stedet. Den trøstesløse mand slår derefter sig selv ihjel, og Orsolya kæmper med sin dårlige samvittighed.

Doomscrollens apatiske afgrund

Filmen fortsætter herefter med Orsolya, der bearbejder sin dårlige samvittighed. For juridisk er hun uskyldig, men spirituelt er hun skyldig, som filmen slår fast med syvtommersøm.

For Orsolya tænker på sig selv som en god person, men pludselig skal hun til at reflektere over sin rolle i et system, der førte til en mands død. For er hun egentlig en god person, eller bare en bedre person end folk som hendes indifferente chef, fordi hun har det dårligt med sine handlinger? For er systemet ikke fyldt med folk, der har dårlig samvittighed (eller i hvert fald lader som om) men alligevel udfører deres job?
Fortvivlelsen og magtesløsheden sender hende i en spirituel krise, der ikke er
lige til at komme ud af.

Igennem filmen forsøger Orsolya derfor at konsultere sine bekendtskaber og få hjælp til at afhjælpe den dårlige samvittighed. Historien fungerer derfor som en intim ramme, der reflekterer over skyld og ansvar i en verden, hvor død og masseødelæggelse altid er tilgængelige, hvis man doomscroller længe nok i sit feed, og hvor det ikke er nemt at finde ud af, hvad det rigtige at gøre er, og hvor apati bliver en overlevelsesstrategi. Som et forstyrrende ekko klinger verdens katastrofer (krigsforbrydelser, udbytning, xenofobi osv.) derfor igennem filmen, og de bringes konstant op.

Jude har skudt filmen på en iPhone 15, med autofokus slået til, ganske få kameraindstillinger og filmet i Clujs gader, hvorfor mange af statisterne ikke ved, at de er en del af en filmproduktion. Resultatet er en film, hvor kamerafokuset bevæger sig på besynderlig manér, og hvor ens fokus nemt forsvinder. Omvendt afspejler det også på rammende vis det konstante stress ved at skulle forholde sig til sin egen rolle i verdens ugerninger.

Effektivt som greb?

Ja.

Grimt?

Meget.

I de recepter, som Orsolyas bekendtskaber kaster efter hende, skinner filmens gravhumor. Bekendtskaberne, der varierer i deres attitude fra velmenende men virkelighedsfjerne, selvrealiserende, ligeglade, højrøvede, nationalistiske, nihilistiske til floskelspredende, giver recepter, der matcher deres livssyn. Det er recepter, der danner et medicinskab, der går fra det blackpilled til det redpilled og ellers gennem alle regnbuens farver.

Sekvenserne med filosofiske debatter, der heldigvis er afbrudt af Judes vanlige vulgære humor, er både filmens største styrke, når de altså som oftest lykkes, men også til tider så lange og didaktiske, at det ofte fortsætter for lang tid.

Kontinental ’25 er løst baseret på Roberto Rossellinis
klassiker Europa ’51, der ligeledes centrerer sig om en karakters forfald efter et dødsfald. Jude har på elegant manér nyfortolket idéen til en tid, hvor overeksponering og mystificering gennem automatisering komplicerer menneskelige relationer og handlemuligheder. For hvem ved egentlig, hvor mange mennesker, man hjælper, når man overfører penge fra sin Revolut-konto?

Uperfekte dage

Clujs byrum, med spontane statister, gader der flyder med ragelse, faldefærdige gamle bygninger, tomme nybyggerier, grimme reklamer og forsvindende offentlige
byrum, danner en passende ramme til filmens undergangsfornemmelse og fokus på
spirituelt forfald.

Radu Judes film er ikke for alle, og de kan særligt dele vandene, når det kommer til
visuelt udtryk og humor. Men med Kontinental ’25 har han lavet en film, der har
tonet de maksimalistiske tendenser ned uden at gå på kompromis med stil, kvalitet
eller satire.

Resultatet er en tiltrængt trøstesløs og morsom film.

Kontinental ’25 kan ses i biografen fra d. 3/9.