[b]Joaquin i storebrors fodspor[/b]

Jeg husker tydeligt, da Joaquin Phoenix tilbage i 2009 troppede op i David Lettermans show. Et kæmpe fuldskæg og celebrity-solbriller dækkede hans ellers så markante ansigt, men det var ikke det eneste, der var ændret. Nej, hr. Phoenix var tilsyneladende også blevet bimlende bamlende sindssyg. Da han noget tid efter dukkede op på YouTube i et klip, hvor han rappede elendigt og endte sit show med at dratte ned fra scenen, var der efterhånden kun to valgmuligheder: Enten var manden virkelig blevet vanvittig, ellers også var det hele fup. Det viste sig at være sidstnævnte, men det er nu ikke så gennemskueligt, selv når man ser den falske dokumentar “I’m Still Here”, som er produceret af Phoenix’ svoger Casey Affleck.

Begivenhedernes gang er som følger: Efter den massive presseomtale i kølvandet af “Walk the Line” er Joaquin Phoenix blevet træt af at være skuespiller. Han føler, der ikke er nok kreativitet i at stå og sige en masse ord, som andre har skrevet, og at han hellere vil lave noget, der kommer fra den ægte Joaquin i stedet for personaen Joaquin. Han beslutter sig for at påbegynde en karriere som rapper, og hans største ønske er at få sin kommende plade produceret af en af de tunge hiphop-drenge i musikindustrien. Det ender med, han får kontakt til P. Diddy (eller Puff Daddy eller Sean Combs, eller hvad han nu hedder i øjeblikket), men intet går efter planen for den fedladne stofmisbruger Joaquin.

Én ting er de flest vist enige om: Joaquin Phoenix er en hamrende dygtig skuespiller, og hans talent for skuespil får frit løb i “I’m Still Here”, hvor han portrætterer en komplet falleret og ynkelig version af sig selv. Hvis man ikke i forvejen vidste, at filmen er fiktiv, kunne man nemt blive i tvivl om, hvorvidt det er skuespil, man ser på skærmen. Også filmens øvrige personer leverer nogle gode og troværdige præstationer – især er P. Diddy fantastisk, når han lytter til Phoenix’ tåbelige idéer og musikalske udspil.

Men så er der desværre heller ikke meget mere positivt at sige. Det er ikke svært at få øje på, hvad Phoenix og Affleck vil med filmen, som tematiserer celebrity-industrien på godt og ondt – mest ondt. Sladderbladsjournalisterne hænger som gribbe omkring Phoenix og hans nedtur, mens de venter på – ja, endda prøver at fremprovokere – den næste skandale. Og Hollywoods sladderprogrammer – I ved, dem man løber ind i på Kanal 4 og TV2 Zulu, når man zapper rundt for at finde noget med lidt indhold – ligefrem fryder sig over, at en stjerne er ved at udbrænde. Og det er jo et glimrende tema til en film, men hvor er det dog utroligt kedeligt udført.

Evolutionspsykologien påpeger, at vi interesserer os for de kendte, fordi de er samfundets alfa-hanner, eller nærmere dem, som klarer sig bedst i mange henseender: De har masser af penge, de ser godt ud, får masser af sex osv. Det vil vi andre naturligvis gerne tage ved lære af og kopiere. Og måske er dette grunden til, vi overhovedet gider se film som “I’m Still Here”. Forestiller man sig f.eks. den samme film med en ukendt person, bliver historien pludselig utroligt kedelig. Det er naturligvis nødvendigt at bruge en kendis som Phoenix for at få filmens pointer om celebrity-industrien frem, men de store dele af filmen, som ikke handler om lige præcis sammenstødet mellem den fallerede Phoenix og pressen, er så usandsynligt langtrukne, at lysten til at stoppe filmen og sætte noget bedre på bliver meget presserende.

I Danmark har vi været så heldige at have en hel tv-serie, som omhandler de op- og nedture, livet som kendis byder på. Den serie hedder “Klovn” og er betydeligt bedre end Casey Afflecks og Joaquin Phoenix’ træge forsøg på at behandle emnet humoristisk. I filmens afsluttende scene spises vi af med et alt for følelsesladet stykke musik, som skal få publikum til at føle, at de netop har været vidner til et storslået, episk drama. Det er et billigt forsøg på at få en dårlig fortælling til at fremstå signifikant, hvilket efterlod undertegnede lidt gnaven og ikke i den dybe eftertænksomhed, som filmens skabere ønsker at fremkalde.

[b]Video[/b]

Format: 16:9. Det ville være en underdrivelse at kalde billedet dårligt. Det er simpelthen elendigt. Der er masser af støj, der forekommer en del blocking, og skarpheden er bestemt ikke for god. Men… Det er alt sammen en del af æstetikken. Filmen skal fremstå meget umiddelbar og skal naturligvis ligne en dokumentar, hvor der ikke er særlig stor kontrol over teknikken, og derfor kan billedet nemt legitimeres.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i Dolby Digital stereo. På samme måde som billedet er også lyden temmeligt ringe, men endnu engang kan det sagtens legitimeres. Dialogen er ofte svær at høre, der er overstyringer, og det hele mudrer sammen, men det går fint i spænd med indholdet og modtager derfor en middelkarakter.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en byder på hele to kommentarspor: et med Casey Affleck og et med hele filmholdet. Sidstnævnte lægger op til lidt sjov og ballade, men det er overraskende kedeligt. Ofte bliver der ikke sagt noget i lange perioder, og når der gør, er det mest af alt ligegyldig information. Meget bedre er det ikke med Afflecks kommentarer. Engang imellem mumler han lidt med sin nasale stemme, og det er faktisk mere søvndyssende end filmen selv. Derudover kan man se et ganske uformelt interview med Phoenix, hvor han fortæller lidt om, hvordan det var at være et udskud så længe.