[b]Phoenix’ vanvidsjoke[/b]

Du har garanteret set klippet på YouTube. Eller også har du fået det fortalt af en ven. Jeg taler om Joaquin Phoenix’ nu herostratisk berømte optræden hos David Letterman i 2009, hvor han med kæmpe fuldskæg, store solbriller og viltert hår mest af alt lignede Jim Morrison på crack. [i]”Jeg er ked af, at du ikke kunne være her i aften,”[/i] sagde Letterman sarkastisk til sidst i interviewet. En bemærkning, der henviste til skuespillerens fraværende optræden, hvor der sjældent blev lukket andet end enstavelsesord forbi det enorme skæg.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det hele blot var en joke. Tog Joaquin Phoenix røven på os alle sammen, eller havde han en gang for alle tabt småkagerne på gulvet? Efter at have set dokumentaren “I’m Still Here” er man ikke i tvivl. Phoenix’ excentriske udskejelser i medierne og hans grinagtige og tåkrummende forsøg på at blive rapstjerne er en gennemført og morsom vittighed sat i scene af Phoenix selv og hans svoger, filmens instruktør Casey Affleck. “I’m Still Here” udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion og bliver en særdeles vellykket, tragikomisk satire over en medieverden, der opfører sig som ådselædere, så snart en kendis viser tegn på nedtur.

“I’m Still Here” er dog lige så meget en kritik af stjernernes narcissistiske tilbøjeligheder, og filmen placerer en veltilrettelagt fuckfinger til de berømtheder, der ser sig selv som guds gave til folket. Når Joaquin Phoenix beklager sig over, at [i]”han bliver opfattet som en anden person, end han egentlig er”[/i] for dernæst at kaste sig ud i en håbløs karriere som rapmusiker i jagten på et personligt, kunstnerisk udtryk, klinger det en anelse hult. I jagten på sin egen såkaldte ægthed udstiller Phoenix kendiskulturens falskhed og latterliggør den prætentiøsitet, berømtheder ofte smykker sig med.

Phoenix’ talent udi rapmusikken er mildest talt ikke imponerende. Når han mumlende afslutter hvert sangvers af med rap-klicheen [i]bitch[/i], minder han mere om en dårlig deltager i “X Factor” end en seriøs kunstner med noget på hjerte. Og resultatet er både tragisk og morsomt. I en af filmens sjoveste scener er Phoenix kommet i audiens hos rapperen og produceren P. Diddy og skal spille sangene fra sin demo. Det opgivende ansigtsudtryk, Diddy disker op med, da skuespillerens elendige demo brager ud af højtalerne, er helt fantastisk. Ligesom David Brent fra “The Office” kan Joaquin Phoenix ikke se sine egne fejl, og det er den blinde plet, der er drivkraften bag humoren i “I’m Still Here”.

Joaquin Phoenix har dekonstrueret hele sin person gennem halvandet år for at lave “I’m Still Here”, og transformationen fra feteret Oscar-nomineret skuespiller til overvægtig rapper med hang til stoffer er en af de største skuespilpræstationer i mange år. Joaquin Phoenix skyller sit professionelle liv ud i toilettet i humoren og kunstens navn. Det er imponerende, beundringsværdigt og ærlig talt også en lille smule skræmmende.